Skal teknologi drøftes i bestyrelsen? Teknologiens svar på bilkort kan være vejen frem

6. december 2019 kl. 13:00
Christian Holmegaard Mossing, forretningschef for Data, Analyse og Planlægning i NIRAS
Illustration: NIRAS.
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras turnerer i øjeblikket rundt med en form for kortspil, hvor hvert enkelt kort beskriver en ny teknologi. Hør, hvad to virksomheder mener, man kan få ud af dem, og hvorfor de er relevante i den strategiske dialog om nye teknologier.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Sommetider falder man over en lille nyhed, hvor man instinktivt tænker: »Argh … det virker lige lovligt letkøbt.«

Sådan en oplevelse havde jeg for nylig.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras udsendte en nyhed om, hvordan et spil med 22 kort påtrykt beskrivelser af nogle af de nye avancerede digitale teknologier – en form for pendant til de velkendte bilkort – kunne facilitere en strategisk dialog i topledelsen om nye teknologier.

I dette tilfælde inden for byggeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men kan digitale spillekort virkelig flytte noget? Eller er der tale om en gimmick?

Svaret fandt jeg hos to virksomheder, der havde arbejdet med digitaliseringskortene.

Den ene, Jonas Brandt fra genanvendelsesvirksomheden RGS Nordic, mener, at kortene gør det muligt at få de abstrakte teknologibegreber »hevet ned på et konkret niveau«. Michael Birn fra Holmrid B8 tøver ikke med at kalde dem intet mindre end »geniale«.

De to virksomheder og deres oplevelser vender jeg tilbage til. Men først forklaringen på, hvorfor de såkaldte Technology Cards blev opfundet.

Byggeriet halter efter i digitaliseringen

Det er næppe verdens største hemmelighed, at digitalisering, især i byggeriet, er en udfordring.

Illustration: NIRAS.

Den problemstilling dykkede civilingeniør Sidsel Katrine Ernstsen ned i, da hun arbejdede med en erhvervs-ph.d i et samarbejde mellem DTU Management og Niras.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Målet med forskningsprojektet var todelt. For det første skulle hun undersøge, hvad digital disruption er. For det andet, hvad den digitale disruption betyder for fremtidens bygge- og anlægsbranche.

En af de foreløbige milepæle i projekt er altså spillekortene.

En af de store barrierer i virksomhederne er nemlig typisk at facilitere dialogen om nye teknologier i ledelseslaget.

Det fortæller forretningschef for Data, Analyse og Planlægning i Niras Christian Holmegaard Mossing. Sammen med ekspertisechef Stig Brinck er han blevet lidt af en slags superbruger i at facilitere en strategisk dialog med kortene.

Teknologiernes plusser og minusser

»Kortene var i første omgang lavet til at facilitere vores egen interne dialog om digitale teknologier. Men vi har nu indtil flere gange oplevet, at vi også kan bruge det ude hos kunderne,« siger Christian Holmegaard Mossing.

Hvert enkelt af de 22 kort er udstyret med navnet på en ny teknologi, en kort beskrivelse og teknologiernes plusser og minusser.

Illustration: NIRAS.

For eksempel har teknologi-kortet ‘Virtual Reality (VR)' et plus pga. ’bedre design på grund af brugerinddragelse’ og et plus pga. ’bedre samarbejde mellem byggeriets parter’, men et minus pga. ’begrænsede kommunikationsmuligheder', da VR-brugeren er 'isoleret fra den virkelige verden’.

Et bredt spektrum af teknologier er repræsenteret. I den ene ende er der teknologier, der kan påvirke alle virksomheder, såsom blockchain og virtual reality. I og med at kortene specifikt er rettet mod byggeriet, indeholder de også teknologier som 'præfabrikeret byggeri', 'nye byggematerialer' og 'intelligente bygninger'.

Kortene bringes i spil ved, at en ledergruppe, hvor alle har en mere eller mindre teknologisk basisviden, skal fordele kortene efter, hvad der er vigtigst nu, og hvad der er mindre vigtigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»I virkeligheden handler det om at fjerne støj, så man som virksomhed kan stå tilbage med, hvad man skal forholde sig til i de kommende 12 måneder. Måske skal man parkere en teknologi som blockchain, som man ellers hører meget om, og fokusere på nogle andre lige nu,« siger han.

Kodeordene i udvælgelsen er teknologiens modenhed og virksomhedens parathed.

Ekspertisechef hos Niras Stig Brinck supplerer med, at det også kan handle om at få et kritisk blik på sin egen forretning.

»Det kan være, at en virksomhed gerne vil arbejde med kunstig intelligens, hvilket er fint. Men det kræver, at man har styr på data først. Har man det? Måske bør man begynde der i stedet,« siger han.

Gør abstrakte teknologier konkrete

Men hvad siger virksomhederne til kortene? Jeg får fat i to virksomheder, der har arbejdet med dem.

Illustration: privat.

Hos Holmris B8 fylder det digitale meget i disse år. Virksomheden, der leverer kontormøbler og møbler til hoteller og restauranter, har de senere år arbejdet i en digital retning ved eksempelvis at montere sensorer i møbler og rum, som kan give kunderne nye data om belægning og udnyttelse af rummene.

»Vi gentænker virksomheden med nye teknologier for øje og spørger: Hvad skal et møbel kunne, hvis vi skulle udvikle det i dag, når vi har de nye teknologier til vores rådighed?« siger Michael Birn, der står i spidsen for forretnings- og digital udvikling hos Holmris B8.

Han tager ordet »genialt« om kortene i sin mund.

For en proces, hvor de nye digitale teknologier er en del af produkterne, kræver strategisk fokus. 

»Når man alene ser på sin egen værdikæde, er det jo oplagt at effektivisere ved at digitalisere. Det er vanskeligere, når det handler om de digitale initiativer, der møder markedet. Her fletter forretningen og det digitale sammen, og så er det vigtigt, at det strategiske niveau er med og forstår forskellige aspekter, og ikke mindst, hvad initiativerne kommer til at kræve af organisatorisk transformation.«

Få talt om de organisatoriske konsekvenser

Løsningen med sensorer på møbler og andet inventar har eksempelvis også haft en konsekvens for salgsorganisationen hos Holmris B8.

»Vi har selv gjort os mange hårde erfaringer på den organisatoriske front. Vores salgsorganisation måles eksempelvis på en anden måde, fordi der nu er tale om en abonnementsbaseret forretning,« siger han.

Han medgiver, at kortspillet ikke kan gøre det hele, men han er overbevist om, at det kan rykke noget. 

»Hele kortspillet handler om at prioritere og få en ny dimension ind i strategiudviklingen. Er der nogle pains i markedet, som vi kan løse med nye teknologier? Det siger noget om potentialet,« siger han. 

Den anden virksomhed, jeg får fat i, er genanvendelsesvirksomheden RGS Nordic.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jonas Brandt, der står i spidsen for innovation og it-udvikling, står faktisk med kortene i hånden, da jeg ringer til ham. Han ser kortene som en mulighed for, at man kigger ud over egen næsetip.

»For os har digitalisering indtil nu handlet meget om procesoptimering. Men lige nu står vi et sted, hvor vi skal rykke videre og tænke mere ud mod kunderne og kundevendte løsninger,« siger han.

Man fortaber sig ikke i detaljen

Og i det innovationsarbejde kan kortene bringes i spil.

»Vi har en intern innovationsdag først i de nye år, og der vil jeg tage kortene med,« siger han.

Han har selv prøvet at arbejde med dem på en workshop arrangeret af Niras.

Illustration: privat.

»Kortene kan hive noget af det meget abstrakte i teknologierne ned på et konkret niveau. Og så kan man besøge en hjemmeside, der er knyttet til kortene, og læse om teknologierne og dermed gå et spadestik dybere. Uden at fortabe sig i detaljer får man derigennem en smagsprøve på teknologierne, og hvordan den kunne bruges. Og svaret på, hvorfor nogle teknologier ikke er relevante lige nu.«

Lige præcis i RGS Nordics tilfælde kan sporbarhed blive interessant, fordi virksomheden skal kunne sige helt præcis, hvor et bestemt genanvendt materiale stammer fra. Her er blockchain-teknologien måske værd at overveje, fortæller Jonas Brandt. 

Konklusionen herfra lander på, at uanset om man kan se det som en gimmick eller ej, så lader kortene til at have en effekt. De er næppe det eneste vigtige i digitaliseringen af din forretning, men brugt på en fornuftig måde kan det være nøglen til, hvordan direktionen og bestyrelsen får sat den rette strategiske kurs.

Teknologi-kortene
  • Kortspillet er udviklet af ph.d.-studerende Sidsel Katrine Ernstsen, og det skal vise, hvordan nye teknologier kan påvirke og udvikle byggebranchen.
  • Kortene med de 22 teknologier har fået navnet Technology Cards. Inspirationen til kortene kommer fra 80’ernes bilkort. 
  • Hver af de enkelte teknologier er kort beskrevet – suppleret med plusser og minusser for branchen, og hvor meget de har indflydelse på byggeriets eller anlægsprojektets tre faser: projektering, opførelse og drift.
Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning