Selvstændige ingeniører hårdt ramt af coronakrisen
Coronakrisen betyder, at mange virksomhedsledere overvejer yderligere afskedigelser, så flere stole kan potentielt komme til at stå tomme, når lønkompensationsordningerne rinder ud fra 8. juli i år.

Foto : Jacob Bo Johansen Dindler, Radius

Selvstændige ingeniører hårdt ramt af coronakrisen

Knap to ud af tre selvstændige ingeniører er eller bliver ramt af coronakrisen, viser en ny undersøgelse fra IDA. "Jeg er mest nervøs for de virksomheder, der lige er kommet ud af kuvøsestadiet," lyder det fra formand for IDA's erhvervs- og vækstudvalg Per Diget.

De selvstændige ingeniørfirmaer kommer til at slå sig slemt på coronakrisen, hvis de ikke allerede har gjort det. 

Det viser en undersøgelse fra IDA blandt selvstændige ingeniørfirmaer, hvor 64 pct. svarer, at de har oplevet en nedgang i omsætningen eller forventer, at 2020 bliver dårligere sammenlignet med tidligere år. 

"Krisen rammer de mindre selvstændige firmaer forskelligt. Jeg er mest nervøs for de virksomheder, der lige er kommet ud af kuvøsestadiet," siger Per Diget, der er formand for IDA's erhvervs- og vækstudvalg, og uddyber:

"De mindste iværksættervirksomheder, der lever af en god ide og vand og brød, de skal nok klare sig, for de fortsætter med at gå efter ideen. Og de lidt større, som kan benytte sig af hjælpepakkerne, de skal også nok klare sig, selvom de måske må afskedige. Men dem midt imellem, der lige har fået fodfæste og var begyndt at ansætte professionel ledelse og lignende, de kan blive ramt rigtig hårdt. Billedet er selvsagt meget nuanceret: Krisen gør ondt, om end ikke lige ondt på alle."

Oplever udskudte og aflyste kontrakter

IDA har foretaget undersøgelsen i perioden i ugen omkring 1. maj, det vil sige halvanden måned inde i coronakrisen, og 356 selvstændige ingeniører har besvaret undersøgelsen, der var sendt ud til 10 gange så mange. 

Per Diget
Per Diget
Illustration: Niras

Af de adspurgte virksomheder svarer 56 pct., at de har oplevet, at kontrakter, de allerede har indgået enten er blevet ophævet, udskudt eller reduceret. Og mere end hver femte, helt præcist 22 pct., oplever, at deres virksomheder er mere eller mindre lukningstruet på grund af coronasituationen, mens det er godt hver tiende, i alt 12 pct., som vurderer, at virksomheden i "nogen eller høj grad" er lukningstruet. 

Per Diget vil ikke spå om, præcis hvilke virksomheder der kommer til at lukke, men tror, at enkeltmandsvirksomheder, som er koblet op som rådgivere på store virksomheder er i farezonen. 

"Mange har skåret kraftigt ned på eksterne konsulenter, og vi vil se, at en række konsulenter skal til at opfinde sig selv igen. Jeg hører heldigvis også fra mange, at de er fortrøstningsfulde og tror, at markedet kommer til at bevæge sig i andre retninger og i andre tempi, men at der fortsat vil være et marked," siger han. 

Håber på hjælp udefra

De største svargrupper i undersøgelsen er rådgivende ingeniørvirksomhed med 31 pct., it med 30 pct. og en 10 pct. i gruppen ledelsesrådgivning og undervisning, og det kan være vidt forskelligt, hvilke udfordringer de forskellige brancher kommer til at stå med. 

"Jeg tror dog, at der kan komme noget godt ud af krisen på den måde, at det aldrig skader at kigge indad," siger Per Diget.

Han forudser, at der vil ske et ryk i virksomhedernes brug af digitalisering og automatisering, og at det vil føre til en ny udvikling. 

Respondenterne i undersøgelsen efterspørger selv hjælp udefra til at komme videre og gennem krisen. 35 pct. svarer nemlig, at en generel stimulering af efterspørgslen i samfundet f.eks. gennem borgerchecks, midlertidige momscheks og lignende vil være "meget vigtigt" eller "vigtigt" for at hjælpe deres virksomhed.

Om Tech Management

Tech Management er Ingeniørens ledelsesmedie, som sætter fokus på ledelse, projektstyring og strategi i en digital og teknologisk forandringstid.

5 grunde til, at du skal læse Tech Management

1. Du får indblik i digital omstilling i et ledelsesperspektiv

2. Du får adgang til et medie, der tør skære igennem hypen om ny teknologi

3. Du får gode, lærerige cases fra virksomhedernes hverdag

4. Du får værktøjer, du kan bruge direkte i dit arbejde med ledelse og strategi

5. Du får ny inspiration til at styre dine projekter, så de lander hvor de skal

Fristet? Bestil et gratis og uforpligtende prøveabonnement og få løbende perspektiv og viden leveret direkte til din indbakke.

Fakta: Om undersøgelsen
  • Udført af IDA i perioden 27. april til 4. maj 2020
  • Udsendt til 3.571 respondenter, hvoraf en tiendel i alt 356 respondenter har deltaget. Undersøgelsens resultater skal derfor ses med det forbehold, at der ikke er tale om en tilstrækkelig stor statistisk signifikant stikprøve
  • Undersøgelsen er gennemført blandt de selvstændige medlemmer af IDA

Seneste nyt