Sådan håndterer du Amazon

12. maj 2022 kl. 05:00
The Army Painter
Virksomheder, der sælger hobbyartikler online, har haft kronede dage under coronapandemien. Men det kræver knofedt at få succes på en platform som Amazon. Illustration: The Army Painter.
Amazon kan booste dit salg lokalt og globalt, hvis du gør det ordentligt. Efter indledende fodfejl har The Army Painter sat at alle sejl til og er blevet ‘Amazon’s Choice’.
Artiklen er ældre end 30 dage

52 procent af alt, der bliver købt på nettet i Tyskland, bliver købt på Amazon. 

»Lad lige det tal synke ind et øjeblik,« siger adm. direktør i The Army Painter Bo Penstoft.

Det umiddelbare kundepotentiale, der ligger i det tal, er ikke svært at få øje på, og det var da også derfor, The Army Painter kastede sig ud i Amazon-eventyret. Og blev vejet for let og pillet af!

»Vi havde bare lagt vores produkter op uden at have læst vejledningerne først. Vi valgte også den billigste transport, så vi kom for sent til at få lastet vores produkter, og så havde vi slet ikke styr på momsregistreringen i de forskellige lande,« fortæller direktøren om sine første amatøragtige skridt ud i det, han siden har fået vendt til en bragende succes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvis man vil have succes på Amazon skal man ikke se det som en salgsplatform, men som en marketingplatform. Vi har brugt Amazon til at blive set af detailledet og få distributøraftaler, for indkøberne sidder og kigger med, og dem der gør det ordentligt og professionelt har bare bedre chancer,« siger Bo Penstoft.

Hele humlen er, at Amazon selvsagt er én stor algoritme, og sørger man for at følge virksomhedens vejledning, skaber det bedre SEO-optimering. Det betyder, at man skal skrive en ordentlig tekst, lægge seks professionelle billeder og en video op og få oversat sin tekst til de lokale markeder, man gerne vil sælge på. 

»Og så skal du sørge for at registrere dig som firma. Der er mange, der sælger vores produkt, men der er kun én mig, så når jeg lægger billeder op, bliver amatørbillederne fjernet. Og det hjælper igen SEO-optimeringen,« forklarer direktøren, der med de ekstra kræfter og ressourcer har opnået at få Amazons mærkat ‘Amazon’s Choice’, der betyder, at platformen hjælper med at fremhæve The Army Painter frem for andre lignende produkter.

The Army Painters salg er steget med trecifrede procentsatser de seneste to år, og lige nu stammer 30 procent af virksomhedens salg fra Amazon, men direktøren forventer, at det kommer til at ligge på 50 procent inden længe. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det koster ikke noget at lægge sine produkter på Amazon, men hvis man vil have succes med det, koster det tid.«

The Army Painter har etableret et dedikeret e-commerce team, og så er virksomheden i gang med at skrue en to-årig Amazon-uddannelse sammen, så handelsstuderende kan blive specialiserede i Amazons platform uden at begå alle de samme nybegynderfejl, The Army Painter har begået. 

Bo Penstoft håber at kunne modtage de første ansøgninger til uddannelsen senere i år.

Bo Penstofts gode råd til Amazon-rejsen
  • Gør det ordentligt fra starten. Lad være med bare at kaste dig ind på Amazons platform med nogle amatørbilleder. Brug i stedet tiden på at følge Amazons vejledninger og skriv en god tekst og tage nogle gode billeder.
  • Dediker tid og ressourcer til det. Hvis du er en enmandsvirksomhed, så er det det her, du skal bruge din tid. Der er også konsulenter, der har specialiseret sig i at hjælpe med det. Det koster noget, men det sparer dig for en masse tid og fejl.
  • Amazon sidder klar til at hjælpe, så spørg dem hellere en gang for meget end for lidt.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning