Nu er der tændt for 5G

Foto : Nanna Skytte

Nu er der tændt for 5G

Efter flere år med flotte salgstaler er næste generation mobilnetværk, 5G, fra på mandag en realitet i Danmark. Det nye netværk er designet som et trådløst kabel på fabriksgulvet.

Første gang, vi i Teknologiens Mediehus skrev om 5G, var i efteråret 2013. Nu, præcis syv år senere, bliver det futuristiske 5G så til virkelighed, når TDC NET på mandag åbner sit første 5G-netværk for både private og erhvervskunder.

Dermed er lynhurtige mobilforbindelser med download-hastigheder på op til 1 gigabit i sekundet og en latenstid på ned til 10 milli­sekunder en reel mulighed – men når det røde bånd klippes 7. september, er det i første omgang kun de få firstmovers og store industrivirksomheder, der får alle fordelene.

For det første skal du have en 5G-telefon, for det andet skal du være TDC-kunde, og for det tredje skal du befinde dig i centrum af en af landets tre største byer – København, Aarhus og Odense - eller i Helsingør.

For at levere ‘fuldt 5G’ med gigabit-hastigheder har TDC NET nemlig brug for adgang til 3,5 GHz- eller 26 GHz-båndene, og rammerne for frekvensauktionerne over dem er Folketinget endnu ikke nået til enighed om. Derfor har TDC NET til 5G-åbningen i de store byer lånt testfrekvenser i 3,5 GHz-frekvensbåndet af Energistyrelsen, som de råder over året ud.

Også TDC-kunder med en 5G-­telefon i andre dele af landet kan dog snart få et 5G-ikon på telefonen – men altså uden gigabit-hastigheder – for i løbet af de næste måneder vil 5G via 700 MHz-frekvensbåndet dække 80 pct. af Danmark. Tilsammen er frekvensbåndene 700 MHz, 3,5 GHz og 26 GHz udpeget til at levere 5G i Danmark.

»Vi benytter en midlertidig licens til 3,5 GHz-båndet fra staten, som giver os adgang til særligt hurtige hastigheder i centrum af fire udvalgte byer. Vi benytter 700 MHz-spektrum i den øvrige del af landet, hvor man vil kunne opleve 5G som en opgradering med blandt andet højere hastigheder og reduceret forsinkelse,« siger Toke Binzer, underdirektør i TDC NET.

Den langsomme politiske behandling har ad flere omgange vakt kritik og undren hos både teleselskaber og dansk erhvervsliv, som har efterlyst hurtigere afklaring af frekvenserne. I nabolande som Sverige og Tyskland har myndighederne for længst afholdt auktioner og fordelt de nye 5G-frekvenser blandt operatørerne.

Klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) har indkaldt til de første politiske drøftelser her i begyndelsen af september.  Når der så er enighed om eksempelvis dækningskrav, skal Energistyrelsen gennemføre frekvensauktionen.

Over for Ingeniøren har Energistyrelsen for nylig oplyst, at frekvensauktionen bliver afholdt i år, men uden at svare på, om 3,5 GHz- og 26 GHz-båndene så faktisk også kan tages i brug ved årsskiftet – noget som EU kraftigt har opfordret medlemslandene til at sikre.

Bygget til maskiner

Men hvad er det så, man har i vente, hvis man har den rigtige telefon og befinder sig på rette sted?

For syv år siden forudsagde forskere fra Aalborg Universitet, at 5G ville levere hastigheder på mellem 1 og 15 Gbit/s, og at forbindelsen ville blive lige så stabil som elforsyningen i stikkontakten derhjemme – og det ser ud til, at de får næsten ret i begge forudsigelser.

TDC dækning kort
Åbningen af 5G-netværket sker som et led i en større opgradering af TDC NETs landsdækkende mobilnetværk, hvor også 4G-netværket er blevet opgraderet til højere og større kapacitet. TDC NET begyndte sin 5G-udrulning på Sjælland i oktober 2019 og har siden opgraderet 2.650 maste-positioner i hele Danmark. I alt har TDC NET over 4.000 mobil-positioner, der skal opgraderes med 5G-udstyr fra svenske Ericsson.
Illustration: TDC

For et par uger siden kunne TDC NET således fortælle, at de i en hastighedstest kom over 2 Gbit/s på deres testsite ved hovedkvarteret ved Teglholmen i København, men helt så høj hastighed skal man ikke regne med på de kommercielle netværk fra start.

»Ved den fulde 5G-oplevelse kan man opleve hastigheder på 1 Gbit/s download. Vi regner med at ramme latenstider på ned til 10 millisekunder, og vores test op til lanceringen viser latenstider i live-nettet på 20 millisekunder,« siger Toke Binzer.

For den almindelige smartphone-­bruger med en 5G-telefon vil det dog næppe føles som en revolution at hoppe på 5G-nettet – men nok som en forbedring.

Videomødet og tv-serien vil glide bedre, men du får ikke adgang til grundlæggende nye funktioner. Langt de fleste opgaver, du udfører på en smartphone, klarer sig nemlig fint med de hastigheder under 1 Gb/s og latenstider over 10 millisekunder, der også var til rådighed før.

Første runde af 5G bliver i stedet lidt af en øjenåbner for erhvervslivet, især i industrien, hvor 5G bliver et alternativ til wifi og kablede ethernetforbindelser.

»Mens 4G blev udviklet og optimeret til mobilt bredbånd til forbrugere, så handler 5G i højere grad om hurtige forbindelser med meget korte svartider, så man ikke oplever forsinkelser og udfald, eksempelvis når man hopper mellem to mobilmaster. Den type forsinkelser vil vi mennesker sjældent opdage, men det gør robotter og selvkørende biler,« siger Preben Mogensen, professor i trådløs kommunikation ved Aalborg Universitet, der netop har tændt for sit eget 5G-netværk, der skal bruges til at teste 5G-applika­tioner i industrien.

En af de første virksomheder, der faktisk har et funktionelt 5G-netværk, er pumpeproducenten Grundfos, som tyvstartede og åbnede et internt 5G-netværk for 14 dage siden i samarbejde med TDC og Ericsson.

»Vi vil gerne undersøge, om vi kan erstatte kablede løsninger med trådløse teknologier,« fortæller  Alexander Larsen, lead digitalization engineer hos virksomheden – selvfølgelig over en 5G-forbindelse fra et serverrum på fabrikken i Bjerringbro – i forbindelse med Aalborg Universitets åbning af sit testcenter for 5G og trådløs kommunikation i industrien.

Stabilitet og pålidelighed

Når Grundfos gerne vil bruge 5G, så er det ikke kun på grund af udsigten til hurtige trådløse forbindelser. Det er i høj grad også udsigten til stabile og pålidelige forbindelser.

»Vores netværksinfrastruktur bliver mere kritisk, og i dag svarer en tabt netværksforbindelse næsten til at miste strømmen i produktionen. For når vi ikke kan spore eller dokumentere vores varer, så risikerer de at måtte kasseres,« siger Alexander Larsen.

Grundfos vurderer, at de alene  i Danmark har omkring 3.000 kilometer ethernet-kabler og 70 kilometer nedgravede fiberkabler.

»Vi ændrer løbende i vores netværksopsætning, og det betyder, at vi hvert år trækker 2,5 kilometer nye fiberkabler og omkring 20 kilometer ethernet-kabler. Så der er et stort potentiale, hvis en del af de kablede løsninger i fremtiden kan gøres trådløse,« siger Alexander Larsen.  

I første omgang er det især sensorer i produktionen, AGV’er – altså førerløse robotter og trucks – og positionering af paller og andet udstyr, som Grundfos vil forsøge at forbinde trådløst med 5G.

»Vi har i dag mange enheder, der kører over wifi, men de netværk bliver hurtigt ustabile, og vi oplever blandt andet, at AGV’er mister forbindelsen, så to enheder kører af sted mod samme ordre. Det håber vi at forbedre med 5G, hvor vi også håber at kunne lade vores AGV’er køre mellem bygninger, hvilket ikke er muligt i dag,« siger Alexander Larsen.

Lige nu har Grundfos lånt 100 MHz-frekvensbåndet af Energistyrelsen frem til nytår, og så håber virksomheden, at man til den tid kan vurdere 5G-teknologien.

For selvom 5G lige nu er den mest hypede trådløse kommunikations­teknologi, så er wifi ikke fejet helt ind under tæppet, hverken hos Grundfos eller hos Aalborg Universitets forskere i trådløse teknologier.

»Det er ingen hemmelighed, at 5G bliver dyrt i forhold til eksempelvis wifi, især i starten, og derfor har vi også opsat nye wifi-6 netværk i laboratoriet, så vi kan teste de to teknologier mod hinanden, ligesom vi har smalbåndsnetværket Lorawan installeret,« siger Preben Mogensen.

Sideløbende med 5G bliver wifi-standarderne nemlig også opgraderet i form af hurtigere og mere pålidelige netværk, hvor den seneste generation kaldes wifi-6.

»Vores største bekymring omkring 5G lige nu er, hvilken vej de store automationsvirksomheder går. Vælger de wifi-6 i stedet for 5G, så er det svært at se en fremtid for 5G i industrien,« siger Alexander Larsen. 

Vil du prøve Tech Management?

Styrk dit lederskab - bestil et abonnement i dag

Bestil abonnement
Om Tech Management

Tech Management er Ingeniørens ledelsesmedie, som sætter fokus på ledelse, projektstyring og strategi i en digital og teknologisk forandringstid.

5 grunde til, at du skal læse Tech Management

1. Du får indblik i digital omstilling i et ledelsesperspektiv

2. Du får adgang til et medie, der tør skære igennem hypen om ny teknologi

3. Du får gode, lærerige cases fra virksomhedernes hverdag

4. Du får værktøjer, du kan bruge direkte i dit arbejde med ledelse og strategi

5. Du får ny inspiration til at styre dine projekter, så de lander hvor de skal

Fristet? Prøv Tech Management i en måned til 49 kr.

Nævnte firmaer

Fakta: Med eller uden teleselskab

700 MHz-, 3,5 GHz- og 26 GHz-frekvensbåndene er udråbt som de tre primære 5G-frekvenser. Men 5G-netværk kan i princippet også etableres på ulicenserede frekvenser, som vi kender fra wifi.

Det er staten, der regulerer, hvem der må sende signaler på hvilke radiofrekvenser og på hvilke vilkår. Der kan eksempelvis kræves mobildækning i yderområder for at sikre sig adgang til nationale frekvenser.

I øjeblikket afventer alle Energistyrelsens frekvensauk­tion over 3,5 GHz og 26 GHz. Det store stridspunkt er, hvorvidt staten vil tillade industrivirksomheder at købe sig adgang til lukkede lokale 5G-netværk, eller om frekvenserne kun skal sælges som nationale frekvenser med dækningskrav.

Fakta: 5G

På tre punkter adskiller 5G sig væsentligt fra de eksisterende 4G LTE-netværk:

Hurtigere og kraftigere mobilkommunikation, så vi kan sende og modtage data både hurtigere og med større kapacitet end 4G. Det kaldes Enhanced Mobile Broadband (eMBB).

Ultra-pålidelig og tidskritisk kommunikation, hvor latenstiden er så lav, at realtidskritiske applikationer i industrien, f.eks. maskiner og robotter, kan køre over 5G. Det kaldes Ultra Reliable Low Latency Communications (URLLC).

Mange enheder koblet på samme netværk. Det skal være muligt at etablere forbindelse mellem mange enheder på samme tid, uden at netværkets stabilitet påvirkes. Det kaldes *Massive Machine Type  Communications* (mMTC).

Latest news