Landets mest attraktive arbejdsplads er kåret: 3 ingeniører fortæller, hvorfor Lego er i top

25. maj 2023 kl. 11:30
Lego1
På mindre end tre år er antallet af ingeniører i Lego vokset med 60 procent. I dag udgør de omkring 2.200 af Legos i alt 27.000 medarbejdere. Størstedel­en af dem er ansat her på hovedsædet i Billund. Illustration: Maria Fonfara.
For andet år i træk løber Lego med førstepladsen i Ingeniørens Profilanalyse. En plads, som Novo Nordisk sad tungt på i 21 år i træk, før Lego overtog tronen sidste år.
Artiklen er ældre end 30 dage

På mindre end tre år er antallet af ingeniører i Lego vokset med 60 procent. I dag udgør de omkring 2.200 af Legos i alt 27.000 medarbejdere. Størstedelen er ansat på Legos hovedsæde i Billund. 

Nu har knap 5.000 ingeniører igen placeret den 91 år gamle koncern på toppen. 

Tre ingeniører fortæller her, hvorfor Lego er Danmarks mest attraktive arbejdsplads for danske ingeniører: 

Rasmus Lindholm er en af de software-ingeniører, der udvikler apps, som skal supplere den velkendte analoge legeoplevelse, f.eks. ved at styre Lego-modeller via bluetooth.
Illustration: Maria Fonfara.

1. App-udvikleren, der digitaliserer børnenes legetøj

Da civilingeniør Rasmus Lindholm var barn, legede han – som de fleste andre danske børn i 1990’erne – med Lego-klodser, og fascinationen af de farverige plastklodser voksede med ind i teenageårene, hvor han »var sådan lidt mere nørdet« med Lego. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter endt ungdomsuddannelse ledte nørderiet Rasmus Lindholm til Syddansk Universitet, hvor han læste en bachelor i robotteknologi og en kandidat i læring- og oplevelsesteknologi. For tanken om at kunne mikse softwareteknologi med brugerdesign og teori om leg og læring tændte ham. Og han var slet ikke færdig med at lege med Lego.

Siden 2018 har han derfor været ansat hos Lego i Billund, hvor han i dag har titlen senior software engineer i Play Engineering-afdelingen.

»Jeg arbejder med softwaredelen af det ingeniørarbejde, der bliver brugt til legetøjet,« forklarer han.

Hvis man ikke har leget med Lego de seneste par årtier, lyder ordene software og Lego måske som to modsatrettede ting. Men Rasmus Lindholm er med på en omfattende rejse, som den store danske legetøjskoncern har indledt de seneste år. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

En rejse, der handler om at få de folkekære klodser med ind i en ny tidsalder, hvor tablets og apps er flyttet ind på verdens børneværelser. For det behøver nemlig ikke at være et valg mellem plastlegetøj og apps – de kan godt kombineres. Det bruger Rasmus Lindholm sine arbejdsdage på at bevise, når han udvikler apps, som skal supplere legeoplevelsen med de fysiske klodser. 

»Vi har forskellige Lego-modeller som f.eks. biler, der kan blue­tooth-styres, så de kan køre rundt,« fortæller Rasmus Lindholm og nævner i flæng navne som Control Plus, Lego Powered Up og Lego Star Wars Boost, der alle er apps, han har været med til at udvikle, og som børn verden over har downloadet til deres egne eller forældrenes smartphones.

»Det er megafedt og spændende at få lov til at lave noget, som ikke bare bliver brugt af så mange mennesker, men som også giver glæde til så mange mennesker. Det er en stor motivation for at lave nogle fede apps,« siger han.

Rasmus Lindholm har siden barnsben været fascineret af ingeniørfaget, fordi han finder »matematik og problemløsning og sådan nogle ting« spændende. Siden fulgte en fascination af tanken om at lave noget, »der kommer ud til brugerne og giver dem en god oplevelse med teknologi«.

Jobbet hos Lego passer derfor den unge fynbo rigtig godt. Ikke to dage er ens, fortæller han, og en almindelig uge kan byde på kodning og koordinering med hardware- og firmware-kolleger den ene dag og et stakeholder management-møde den næste.

Selvom Rasmus Lindholm kan lide bredden og spændvidden i jobbet som softwareingeniør hos Danmarks mest attraktive ingeniørarbejdsplads, er der alligevel en bestemt del, der gør smilet lidt større, når han fortæller om sit job: testdag med slutbrugerne. 

For når man arbejder som udvikler, er det dem, hver en kodelinje handler om. Og når arbejdsgiveren hedder Lego, er slutbrugeren en meget ærlig og livlig type, der ikke lægger skjul på, hvad der er godt og mindre godt ved produktet.

»Det er altid sjovt og spændende at se, hvordan børnene tager imod det, man har lavet. Nogle gange er det en meget tidlig test, men så lærer vi mere om, hvad børn synes er sjovt ved det her produkt, og hvad børn bliver fascineret af. De er meget umiddelbare, så man skal også sortere lidt i det,« siger Rasmus Lindholm, der ser Lego og børnenes fælles rejse ind i et digitalt univers som en naturlig udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Børn bruger det digitale mere og mere, og det er blevet en integreret del af deres måde at lege på. Derfor synes jeg, det giver god mening, at Lego følger trop og prøver at lave nogle legeoplevelser, der passer ind i børns måder at lege på.«

Lego vinder Profilanalysen 2023:

 Placering 2023+/-
Samlet image10
Produkter af særlig høj kvalitet10
Udvikling og nytænkning10
Ledelses- og virksomhedskultur10
Kendskab20
Løn og goder20
Indflydelse og selvstændighed20
Karriere- og kompetenceudvikling2-1
Forretningsorienteret ledelse2-1
Sammenhold og samarbejde3-2
Ansvarlighed over for omgivelser, miljø og klima6-1
Balance mellem familieliv og arbejdsliv6-1
Faglige udfordringer6-4
Nelleke van der Puil er ansvarlig for Legos materialer og udviklingen mod mere bæredygtige klodser. Det omfatter alt fra plast til farver, forme og forsyningskæde.
Illustration: Lego.

2. Kemiingeniøren, der gør Lego grønnere

Som vicedirektør for materialer i Lego Group har Nelleke van der Puil kombineret sit ingeniørhjerte, der banker for kemiteknologi, med sin passion for bæredygtighed og interesse for ledelse. 

Inden Nelleke van der Puil kom til Lego i 2014, begræn­sede hendes kendskab til den danske virksomhed sig hovedsagelig til barndomsminder, hvor hun selv legede med de kulørte plastklodser. I dag er hun ansvarlig for materialerne i de selvsamme klodser. 

»Ud fra et ingeniørfagligt synspunkt var det meget attraktivt, at jeg kunne arbejde med kemi ud fra et bæredygtighedsperspektiv, og på et personligt plan var det spændende, at jeg kunne få indflydelse og lede et hold,« siger Nelleke van der Puil, der har en ph.d. i chemical engineering fra Technische Universiteit Delft Hvert år forvandler Lego omkring 100.000 ton plast til millioner af klodser og tilbehør i alskens former, farver og størrelser. Nelleke van der Puil står i spidsen for en afdeling af 60 ingeniører, der forsker i og udvikler mere bæredygtige materialer til selve plasten, men også de farver, der bruges i klodserne og til dekoration. Det kræver stor videnskab og en masse kemi bag hver enkelt lille del og element, pointerer hun. 

»Vi skal opnå en præcision og samtidig forstå, hvordan de forskellige stoffer interagerer med hinanden, samt forstå indflydelsen fra fremstillingsprocessen,« forklarer Nelleke van der Puil. 

Hun tilføjer, at hver gang der ændres i den kemiske sammensætning, kan det have betydning for, hvordan plast opfører sig i støbeprocessen, og for egenskaber som styrke, friktion og holdbarhed:

»Det er derfor, det er så spændende set med ingeniørøjne. Lige nu kigger vi også på udvikling af forsyningskæden, så vi kan få adgang til mere bæredygtige materialer udefra.«

Selvom Nelleke van der Puil er leder, trækker hun dagligt på sin ingeniørfaglige baggrund inden for biobaserede materialer og kontraktforskning for kemiske virksomheder.

»Jeg er ikke fagekspert, men jeg kan relatere til de tekniske udfordringer, og jeg er i stand til at se den større sammenhæng på tværs af teamet, men også i forhold til andre afdelinger, som vi samarbejder med,« siger hun og tilføjer, at lederskab for hende også handler om at fjerne forhindringer for sit team og kolleger og skabe de bedste forudsætninger for, at alle trives og kan udføre deres arbejde på den bedst mulige måde. 

Selvom det kan synes umuligt at skulle vælge mellem sine børn, så er der alligevel ét projekt, der betyder noget helt særligt for hende. I 2021 præsenterede Lego en klods produceret af genanvendelige plastflasker, der havde sit udspring i materialeafdelingen. Et resultat af over 150 ingeniører og forskeres arbejde i årevis for at finde et mere bæredygtigt materiale og kunne støbe det til klodser. 

»Selvfølgelig arbejder vi stadig på udviklingen af den, men vi har virkelig rykket grænsen for materialeteknik. Jeg er meget stolt af, at vi har kunnet fremvise denne prototype,« siger hun.

Diplomingeniør Jackie Elizabeth Råbjerg er vokset op i Billund og har haft studiejob hos Lego. Alligevel er hun langtfra færdig med legetøjskoncernen, der især brillerer med sin rummelighed. Hun koder bl.a. systemer for de støbeforme, der bruges til produktionen af plastklodserne.
Illustration: Maria Fonfara.

3. Diplomingeniøren, der er bindeled mellem design og produktion

For Jackie Elizabeth Råbjerg har Lego altid været mere end klodser, man kunne lege med. Når man vokser op på Billund­-egnen, er Lego nemlig mere end et brand – det er også en af de største arbejdspladser, og man kender altid nogen, som arbejder der.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gjorde Jackie Elizabeth Råbjerg også, da hun for godt to år siden søgte et studiejob hos koncernen, som kunne supplere hendes studier i global business engineering med speciale i softwareudvikling.

Hun havde både et par venner og nogle familiemedlemmer i virksomheden, så da hun så jobopslaget, fik hun straks lyst til at prøve lykken.

»Jeg har kun hørt rigtig godt om Lego som arbejdsplads, og studiejobbet lød vildt spændende. Samtidig havde jeg hørt om den her mangfoldige og inkluderende kultur, som er meget vigtig for mig, og som jeg virkelig kan spejle mig i,« fortæller Jackie Elizabeth Råbjerg.

Hun understreger, at selvom nærmest alle i Billund kender nogen, der arbejder hos legetøjskoncernen, får man ikke et job der, bare fordi ens kusine, nabo eller papbedstefar også har det.

»Det er en kæmpe arbejdsplads, men det er på grund af dit eget drive og dine egne evner, du kommer ind.«

Som afslutning på studierne skrev Jackie Elizabeth Råbjerg og hendes studiekammerat bachelorprojekt i samarbejde med Lego, og for tre måneder siden blev studiejobbet så vekslet til et job som associate software engineer i mould technology i R&D-teamet, da eksamensbeviset som diplomingeniør var i hus.

Hovedoverskriften på jobbet er problemløsning, og værktøjet er kodning.  

Digital transformation
  • I løbet af 2022 accelererede Lego sin investering i digitalisering, og i april 2022 åbnede en digitaliseringsafdeling i København.
  • Ud af Legos 2.200 ingeniører er cirka 1.000 beskæftiget inden for it med koncernens digitalisering.
  • Ved udgangen af 2023 forventer Lego at have omkring 1.800 medarbejdere i alt, der er beskæftiget med den digitale transformation. Det svarer til en tredobling på tre år.

Kilde: Lego Group

»Man kan sige, at vi i mit team hjælper forretningen med at udvikle nogle gode it-systemer, som vi kan bruge til at optimere,« forklarer Jackie Elizabeth Råbjerg.

»Vi leverer internt til produktionsafdelingen. Så vi er med fra slutningen af designprocessen, og indtil vi har en støbeform, som er testet og klar til produktionen.«

Hun er glad for den tætte kontakt til slutbrugerne i produktionen, for det er i sidste ende dem, der ved, hvad de præcis har brug for.

»Så det er ikke bare en løsning, vi trækker hen over hovedet på dem og siger: ‘Det er sådan, I får det’,« understreger hun og uddyber, at hun sætter stor pris, at der både er plads til at være nysgerrig, kreativ og udforskende i hendes job, skiftevis med at man sidder meget koncentreret og fokuseret om en kodeopgave. 

Netop kombinationen af at bruge hovedet og hænderne var nemlig det, der i sin tid ledte hende ind på ingeniørvejen.

En anden ting, der ledte Jackie Elizabeth Råbjerg mod en ingeniør­uddannelse, var behovet for at lave noget, hvor hun følte, hun kunne gøre en forskel. Og det føler hun, at hun gør hos Lego.

»Jeg synes, at det er fedt at kunne være med til at inspirere så mange børn og få dem til at have det fedt,« siger hun og vender tilbage til den rummelige kultur, som hun mener kendetegner virksomheden. 

For når de voksne går på arbejde og føler sig set, accepteret og anerkendt, kan det ikke undgå at smitte af på de produkter, de laver, mens de er der.

»Hvis medarbejderne er glade, så bliver produktet jo også umiddelbart bedre. For når man føler sig hjemme og tilpas, vil jeg også mene, at man performer bedre og har lysten til at gøre noget ekstra,« siger Jackie Elizabeth Råbjerg.

En vigtig grund til Legos rummelige kultur skal findes i diversiteten blandt de ansatte, mener hun. En diversitet, der både gælder køn, nationalitet og alder – og som koncernen fremmer ved bl.a. at træne medarbejderne i det, de kalder 'bevidst inklusion', og ved at måle på andelen af kvindelige ledere, der skal ramme 50 procent i 2032.

»Det er jo kedeligt kun at arbejde sammen med nogen, der er 100 procent ligesom én selv, og det giver rigtig meget, at vi er så mange forskellige mennesker. For vi bidrager alle sammen med forskellige ting, og man kan lære så meget af hinanden. Og det giver bare en kæmpe teamfølelse. Det kan godt være, at jeg sidder i et lille it-team, men jeg sidder også i et kæmpe team, som er hele Lego.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning