Her er de næste 13 AI-signaturprojekter i det offentlige

10. september 2020 kl. 11:55
Kunstig intelligens
Illustration: AndreyPopov, Bigstock.
Kunstig intelligens skal lave mere præcise undersøgelser på sygehusene og nedbringe klimaaftrykket i det offentlige.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

13 nye af de såkaldte signaturprojekter i kommuner og regioner skal bruge kunstig intelligens til at nedbringe klimaaftrykket i den offentlige sektor og til at lave mere præcise undersøgelser på sygehusene. Listen over de 13 projekter, der skal realiseres, ligger nu klar, meddeler Digitaliseringsstyrelsen i dag.

I forbindelse med økonomiaftalerne for kommuner og regioner for 2020 blev det aftalt at etablere en investeringsfond på op til 200 mio. kr. fra 2019-2022 til nye teknologier, som skal medfinansiere signaturprojekter om kunstig intelligens i kommuner og regioner.

Ved økonomiaftalerne for 2020 blev der aftalt at igangsætte 15 signaturprojekter med fokus på sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Regeringen, KL og Danske Regioner blev i økonomiaftalerne for 2021 enige om at igangsætte 13 nye signaturprojekter, der skal give flere konkrete erfaringer med at bruge kunstig intelligens i den offentlige sektor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nye projekter har samme fokus på velfærd, men også på klimaområdet, og der er nu i alt 28 projekter, der skal afprøve kunstig intelligens til at styrke velfærden og klimaindsatsen.

Kunstig intelligens bliver i fremtiden en væsentlig del af arbejdet med at styrke klimaindsatsen og løfte velfærden i kommuner og regioner i Danmark, lyder vurderingen.

Projekterne er indstillet til at modtage tilskud for i alt 60 mio. kr. Der er seks projekter i regionerne og syv i kommunerne. Regeringen vil søge om Folketingets tilslutning til, at udgifter til projekterne indarbejdes på finansloven for 2021.

Beslutningsstøtte til underretninger

Aarhus Kommune er indstillet til at modtage 2,1 millioner kroner til et signaturprojekt, der skal afprøve kunstig intelligens på socialområdet. Afdelingen Sociale Forhold og Beskæftigelse spiller selv ind med en halv million kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet skal indhente erfaringer med udvikling af et værktøj, der ved hjælp af kunstig intelligens kan screene og understøtte beslutninger omkring underretninger. Værktøjet skal bistå kommunens medarbejdere med at kategorisere underretningerne og udpege de underretninger, som kræver akut handling.

Dermed minder kommunens projekt en hel del om Aarhus Universitet og VIA University Colleges projekt Underretninger i Fokus.

»Det teknologiske omdrejningspunkt er på mange måder det samme,« siger digitaliseringschef i Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune Rasmus Ry Nielsen til DataTech.

»Det har også at gøre med, at vi har et stort specialiseret børneområde i Aarhus, så det selv at kunne følge forholdsholdvist tæt, hvordan det påvirker, er noget vi som organisation og digitaliseringsafdeling er meget optagede af. For os er det også et pilotprojekt på selve fremgangsmåden – det at sætte kunstig intelligens ind på nogle vurderingsområder.«

Røntgenbilleder af knæ for slidgigt

Et projekt på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital vil anvende beslutningsstøtte baseret på kunstig intelligens til at analysere røntgenbilleder af knæ for slidgigt. Det kan hjælpe de knap 350.000 danskere, som lider af gigt i knæene med en hurtigere og bedre behandling i sundhedsvæsenet.

To signaturprojekter i henholdsvis Københavns og i Syddjurs Kommune vil på forskellig vis styrke klimaindsatsen ved at mindske CO2-udledningen. I København vil et signaturprojekt optimere energiforbruget i kommunale bygninger ved anvendelse af f.eks. sensorer på lokale-, etage- og bygningsplan, så energiforbruget følger den faktiske brug af bygningerne. I Syddjurs vil alle fra gartnere til hjemmepleje køre nye veje, når algoritmer skal skabe bedre kørselsmønstre for kommunens biler.

Tryk på det tværoffentlige AI-samarbejde

I en pressemeddelelse udtaler direktør for Digitaliseringsstyrelsen Rikke Hougaard Zeberg:

»Ny teknologi og digitalisering er værktøjer, der kan bruges til at udvikle nye serviceløsninger og dermed medvirke til en bedre offentlig sektor til danskerne. Derfor er jeg også glad for, at vi med de nye projekter sætter yderligere tryk på det tværoffentlige samarbejde og ved hjælp af ansvarlig brug af ny teknologi bidrager til at løse nogle af de sundheds- og klimaudfordringer, vi står over for i de kommende år.«

Ud over profilering i socialforvaltningen kan kunstig intelligens blandt andet bruges til bedre energistyring af bygninger og til at lave smartere kørselsmønstre for kommunale køretøjer, når kommunen f.eks. skal planlægge hjemmehjælpernes ruter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den måde kan man bruge den kunstige intelligens til at reducere udledningen af CO2, lyder forhåbningen. Også på sygehusene er der muligheder med teknologien, når kunstig intelligens bruges til f.eks. billedanalyse af røntgen og MR-scanninger, hvilket skulle give hurtigere og mere præcise diagnoser.

Formand i Danske Regioner Stephanie Lose hæfter sig ved, at kunstig intelligens kan revolutionere patienternes behandling og de sundhedsprofessionelles beslutningsgrundlag.

»Så vi kan forebygge, diagnosticere og behandle flere, hurtigere og bedre. Med seks superseje signaturprojekter vil regionerne blandt andet forebygge angst hos hjertepatienter, diagnosticere slidgigt og optimere telefonvisitationen af gravide, blandt andet detektion af kritiske tilstande for mor og barn.«

Ifølge formand for KL’s Borgerservice- og digitaliseringsudvalg Thomas Kastrup-Larsen, er signaturprojekterne er med til at give kommunerne vigtige erfaringer med, hvordan kunstig intelligens kan løfte velfærden og den grønne omstilling.

»Derfor er vi glade for, at der nu sættes gang i yderligere en runde med nye projekter. De hjælper os, blandt andet, med vigtig viden om, hvordan vi finder balancen i brugen af data, og hvordan vi skal tackle de etiske dilemmaer, der opstår, når vi læner os op ad kunstig intelligens.«

13 nye AI-signaturprojekter

Projekter i regionerne

- SmartChest - kunstig intelligens til ensretning af beskrivelser på røntgen af lungerne (Herlev Hospital)

- Diagnose af slidgigt i knæ med hjælp af kunstig intelligens (Bispebjerg Frederiksberg Hospital)

- Forbedret diagnostik af skizofreni og bipolar lidelse ved hjælp af kunstig intelligens (Aarhus Universitetshospital)

- Hjertero. Forebyggelse af angst og depression hos hjertepatienter (Syddansk Sundhedsinnovation)

- Forbedret visitation af gravide og fødende (Amager Hvidovre Hospital)

- Implementering af kunstig intelligens til opsporing og behandling af kritisk sygdom (Horsens Regionshospital)

Projekter i kommunerne

- Prognoseværktøj til beslutningsstøtte for planlægning, kortlægning samt varsling af oversvømmelser i land- og byområder (Jammerbugt Kommune)

- Energioptimering af eksisterende bygningsmasse ved hjælp af kunstig intelligens (Københavns Kommune)

- Intelligent flådestyring og klimasmarte kørselsmønstre (Syddjurs Kommune)

- Risikovurdering af underretninger (Aarhus Kommune)

- Tidlig opsporing af begyndende sygdom (Køge Kommune)

- Hurtigere sagsbehandling ved bevilling af kropsbårne hjælpemidler (Sønderborg Kommune)

- Digital inklusion og support ved talegenkendelse (Roskilde Kommune)

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning