CO2-beregner skal markedsføre RC-Plast som en grøn virksomhed

Plus31. januar 2022 kl. 15:24
Dennis Lyhne
Udviklingsingeniør Dennis Lyhne har samarbejdet med Force om at udvikle en CO2-beregner, der er tilpasset virksomheden. Inden for kort tid forventer han, at den er klar til at blive demonstreret for kunder, som ved hjælp af beregneren kan få et overblik over, hvad de kan spare på CO2-regnskabet ved at anvende genbrugsplast. Illustration: RC-Plast.
Fremover har den vardensiske virksomhed, der producerer regranulat af plastaffald, et værktøj, der sort på hvidt kan vise kunder og leverandører, hvad de kan spare på CO2-regnskabet ved at handle med virksomheden.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Endnu har ingen kunder krævet, at RC-Plast i Varde kan levere et regnestykke, der viser, hvor meget CO2 de sparer ved at anvende genbrugsplast i stedet for ny plast, men med den øgede klimabevidsthed og udsigt til strammere regler på området, gælder det om at være forberedt.

Det er baggrunden for, at virksomheden slog til, da de sidste år fik tilbudt hjælp til at udvikle en CO2-beregner gennem et Made-projekt, fortæller Dennis Lyhne, der er udviklingsingeniør og ansvarlig for R&D i virksomheden, der omdanner industriplast til regranulat.

»Flere og flere af vores konkolleger begynder at snakke om CO2-aftryk, og hvis ikke en grøn virksomhed som os, der lever af genbrug, skal kunne bidrage, er det at spille lidt fallit. Som en del af vores branding som grøn virksomhed skal vi dels kunne hjælpe vores leverandører til at se, hvor meget de sparer i CO2-aftryk ved at levere plastaffald til os i stedet for at køre det til affaldsforbrænding, og dels kunne vise, hvor meget vores kunder sparer ved at anvende regranulat i stedet for nyvarer.«

Han peger på, at mange især store virksomheder i dag laver regnskab med deres CO2-aftryk, og er ikke i tvivl om, at det bliver et konkurrenceparameter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi har udviklet beregneren til vores kunder og leverandører, men hvis der kommer regler fra EU om, at man skal kunne dokumentere CO2-aftryk, så bliver det noget, man kan blive valgt til eller valgt fra på. I fremtiden kan det blive vigtigere end prisen at få de data,« siger han og uddyber:

»Kunder og leverandører kommer til at efterspørge dokumentation. Hvis vi kan sætte det automatisk op, kan de få information om CO2-aftryk, lige såvel som de i dag får en følgeseddel og et COA (Certificate of Analysis) med smeltepunkt og slagstyrke.«

Fra skraldemænd til business professionels

Udviklingen af CO2-beregneren er et led i virksomhedens nye strategi, som blev udformet sidste år.

»Vi har ikke haft en strategi før, men i sommeren 2020 fik vi en ny direktør, som ville rykke firmaet et andet sted hen. Før var vi skraldemænd, men nu er vi business professionels, der genbruger ressourcer. Vi vil gerne have, at når medarbejdere sidder på Rådhuscafeen i Varde, så siger de ikke, at de arbejder på en plastfabrik, men at de genbruger jordens ressourcer,« siger Dennis Lyhne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CO2-beregneren stod ganske vist ikke øverst i strategiplanen, men muligheden for at få støtte til udviklingen, betød, at den blev rykket frem.

»Det er en del af vores strategi om at fastholde kunder og leverandører, og uanset hvad havde vi aldrig kunnet lave CO2-beregneren uden hjælp fra konsulenter, så da muligheden for at få den co-finansieret bød sig, blev vi nødt til at slå til.«

Snart klar til kunderne  

Beregneren er noget så simpelt som et temmeligt stort excel-ark, der er udviklet af Force Technology. Nogle af parametrene er udfyldt på forhånd, mens RC-Plast selv skal udfylde de parametre, der er særlige for deres produktion. Ved hjælp af excel-arket er det muligt at vise, hvad det koster på kundens CO2-regnskab at bruge henholdsvis ny plast og regranulat, eller hvad leverandøren kan spare på CO2-regnskabet ved at vælge at køre det til genanvendelse frem for at sende det til forbrænding.

Således giver beregneren ikke en komplet livscyklusanalyse, men den inddrager processen fra plasten forlader leverandøren som affald, og til den når ud til kunderne som regranulat.

»Det er afgørende for regnestykket, hvor meget man inddrager. Nogle beregnere sammenligner kun CO2-aftrykket, fra de får plasten ind ad døren, og til det er ude af døren igen, men vi har valgt at medtage fragten ude fra leverandøren og ud til vores kunder. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke data der er med, når man sammenligner vores besparelsestal med vores konkurrenters.«

CO2-beregneren var klar fra Force Technology i slutningen af 2021, og Dennis Lyhne er nu i færd med at teste den.

»Jeg har lige haft en demo med direktøren og salgschefen, og nu skal vi finde ud af, hvordan vi skal bruge beregneren. Skal jeg f.eks. tage med og fortælle om mulighederne, næste gang vi besøger kunder? Det er charmen ved at være en virksomhed med 25 medarbejdere  som medarbejder har du mange hatte på og er med både i det kommercielle og i udvikling.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning