Sammen om cyberkompetencer

Cybertruslen mod Danmark er meget høj, vores samfund bliver stadig mere digitaliseret og følsomt overfor cyberangreb, og de kriminelle tjener penge som aldrig før. Det er derfor afgørende, at vi arbejder sammen på tværs af myndigheder, virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at sikre fremtidens cyberkompetencer.
Brødtekst

Center for Cybersikkerheds trusselsvurdering fra 7. juni 2021 gentager det billede, som vi efterhånden har måttet vænne os til gennem de sidste par år: Truslen fra såvel cyberkriminalitet som cyberspionage er meget høj. 

Man skal da heller ikke følge meget med i nyhederne, før man hører om cyberangreb mod danske virksomheder, og når angrebene lykkes, kan konsekvenserne være store – som for eksempel det nylige ransomware-angreb på et hotelbookingsystem, der anvendes af ca. 900 hoteller verden over, hvoraf mange i flere dage ikke har kunnet se, hvilke værelser der er booket hvornår, til hvilken pris, og om værelset er betalt eller ikke. Det er altså ikke bare kritisk overfor den virksomhed, der bliver angrebet, men også overfor deres kunder, og konsekvenserne spreder sig som ringe i vandet, også for samfundet. Og så har jeg ikke nævnt kritisk infrastruktur endnu.

Der er dog intet, der tyder på, at vi er nået toppen endnu. Som samfund bliver vi stadig mere afhængige af digitale løsninger og er dermed også sårbare overfor cyberangreb, og de kriminelle har fat i et endog meget attraktivt marked. Det er svært at opgøre præcist, hvad der bliver tjent på eksempelvis ransomware-kampagner, men analysefirmaet Chainalysis estimerede for nyligt, at der er betalt mindst 350 millioner USD – mere end 2 milliarder kroner – i løsesum til kriminelle bander i løbet af 2020. Så længe der er penge at tjene, lige så længe vil der også være kriminelle, der udnytter mulighederne, og cyberspace kender ingen grænser: Alle verdens kriminelle har adgang til danske borgere, virksomheder og myndigheder.

Vi har brug for flere cyberkompetencer

Evnen til at håndtere cybertrusler er således afgørende for at kunne veksle digitaliseringens muligheder til konkurrencekraft og velfærd, og for at fastholde tilliden til de digitale løsninger. Dette kan vi kun lykkes med, hvis virksomheder og myndigheder har adgang til de rigtige talenter og medarbejdere. Globalt er der en tydelig og stigende mangel på cybersikkerhedsprofiler, hvilket medfører betydelige udfordringer, når danske virksomheder skal rekruttere.

Disse udfordringer kræver, at vi sætter ind på alle fronter: Vi skal klæde den brede befolkning på til at begå sig, og være en god 'first line of defense', vi skal løfte cyberkompetencerne hos it-folk, og vi skal klæde ledelser og bestyrelser på til at forstå og håndtere cyberrisiko. Men ikke mindst skal vi sikre, at de unge får øjnene op for de spændende karrieremuligheder som cybersikkerhed rummer, og for at cybersikkerhed ikke kun handler om teknik. 

Sammen kan vi lykkes

Det lykkes vi kun med i tæt samspil mellem virksomheder, myndigheder og uddannelsesinstitutioner, og vi er heldigvis godt i gang. Med støtte fra Industriens Fond, er vi en række universiteter, der sammen med blandt andet FE, Center for Cybersikkerhed og Akademiet for Talentfulde Unge skaber communities, hvor unge kan dyrke cybersikkerhed som interesse, og vi har henover foråret afholdt De Danske Cybermesterskaber og engageret ca. 1.000 unge, hvoraf de ti allerbedste netop er udtaget til Det Danske Cyberlandshold, der skal kæmpe ved EM i Prag til september. Vi oplever også et enormt engagement fra virksomheder, der altid er villige til at stille med rollemodeller, cases, oplæg og peptalks, og vi kan se, at det flytter noget. At vi sammen både lykkes med at øge interessen for cybersikkerhed, og med at fastholde og udbygge interessen gennem de communities, vi skaber.

På Aalborg Universitet startede vi sidste år Danmarks første kandidatuddannelse i cybersikkerhed, og interessen har også her været overvældende. Alene i år havde vi over 100 ansøgere til de 35 pladser. Også her nyder vi godt af engagementet fra myndigheder og virksomheder, der gør det muligt for de studerende på hvert eneste semester at arbejde med realistiske og virkelighedsnære projekter – også en vigtig komponent i at forberede de studerende til jobmarkedet. 

Det er et ufatteligt stort privilegie hver dag at arbejde sammen med dygtige, engagerede unge, der brænder for cybersikkerhed, og det er herligt at se, at gruppen vokser. Det giver et håb om, at vi nok skal klare det hele. Men det kræver, at vi holder fast i det gode samarbejde, og at ikke mindst virksomheder og myndigheder bliver ved med støtte op om uddannelser og communities, så vi tiltrækker og fastholder de cybertalenter, som Danmark har så hårdt brug for – nu og i fremtiden.

Om Tech Management

Tech Management er Ingeniørens ledelsesmedie, som sætter fokus på ledelse, projektstyring og strategi i en digital og teknologisk forandringstid.

5 grunde til, at du skal læse Tech Management

1. Du får indblik i digital omstilling i et ledelsesperspektiv

2. Du får adgang til et medie, der tør skære igennem hypen om ny teknologi

3. Du får gode, lærerige cases fra virksomhedernes hverdag

4. Du får værktøjer, du kan bruge direkte i dit arbejde med ledelse og strategi

5. Du får ny inspiration til at styre dine projekter, så de lander hvor de skal

Fristet? Bestil et 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement her.

Vil du prøve Tech Management?

Styrk dit lederskab - bestil et gratis og uforpligtende prøveabonnement her

Nævnte firmaer

Seneste nyheder