leder - Vandmiljøplanen og
Sidste uge offentliggjorde ATV en tankevækkende analyse af vandmiljøplanens tilblivelse. Som bekendt udløste planen en regning på 12 milliarder kr. at investere over en årrække. Den største udskrivning, 6 milliarder, gik til udbygning af renseanlæg i kommunerne. Det kan derfor være interessant at hæfte sig ved kommunernes og amternes rolle i forløbet. Med fokus på fjernelse af kvælstof, som er den dyre og besværlige del af rensningen.
Vandmiljøplanen dekreterer, at kvælstofudledningen til vandmiljøet i al almindelighed skal halveres. Både fra landbrug, kommunale spildevandsanlæg og industri. Da landbruget tegner sig for mere end 90 procent af den udledte kvælstofmængde og kommunerne for mindre end 10, skulle man tro den store indsats skulle ske i landbruget. Som sagen endte, viste det sig, at de store investeringer foreløbig skal ske i kommunerne. Selv om et groft regnestykke siger, at investeringen for at fjerne et ton kvælstof i et spildevandsanlæg er mere end ti gange så høj som i landbruget i denne første fase.
Det hele startede den 8. oktober 1986, da TV viste døde hummere fra Kattegat. Den 19. oktober kom David Rehling fra Danmarks Naturfredningsforening med sin sekspunkts-plan. Samtidig vedtog folketinget den radikale dagsorden, der otte måneder senere førte til vedtagelse af vandmiljøplanen.
Kun landbruget protesterede i den første fase.
Først ved behandling af planen i folketingets miljø- og planlægningsudvalg begyndte kommuner og amter at røre på sig. Amtsrådsforeningen skriver til Folketinget blandt andet:'Specielt synes de investeringer, der pålægges kommunerne til kvælstofreduktion at være ude af proportion med den opnåede rensningseffekt'. Og Kommunernes Landsforening indvender, 'at det er forholdsmæssigt dyrt at gennemføre kvælstofrensning i de små rensningsanlæg'. ATV-bogen kommenterer, at 'det var karakteristisk, at disse organisationer udtalte sig forsigtigt og fremhævede, at man principielt støttede initiativerne for at begrænse udledningen af næringssalte'. Organisationernes indvendinger fejes imidlertid af bordet.
Vandmiljøplanen vedtages i juni 1987.
I maj 1990 redegør miljøministeren så for, hvordan det indtil nu er gået.
Det går fint - omend forsinket - med kommuner og industri. Kommunerne vil - nu til en pris på 7,5 milliarder - være færdig med udbygningen i 199395.
For landbruget er kun gylletankene og de grønne marker lykkedes.
Derimod er forbruget af handelsgødning stadig det samme som da hummerne døde i Kattegat. Udvaskningen af kvælstof fra landbruget skønnes - uden dokumentation - ialt reduceret med 20 procent. Det går altså ikke som det skal med landbrugsdelen, og regeringen vil derfor inden 1. april 1991 fremlægge en handlingsplan for en bæredygtig landbrugsudvikling. Den skal udarbejdes af landbrugsministeriet. En varm kartoffel skifter ejer.
Formålet med vandmiljøplanen er at forbedre al slags vandmiljø i Danmark.
Hvordan er mulighederne så for det? ATV-bogen resumerer, hvad man ved.
Grundvandet - og dermed nitrat i drikkevandet - vil få det bedre, hvis udvaskningen af kvælstof fra landbruget reduceres. Men grundvandet trues også af spildevand fra utætte kloakrør, som ikke er med i planen. For vandløb er kvælstof ikke begrænsende faktor, snarere fosfor. For søer betyder kvælstofbidraget fra luften en hel del. Og både kvælstof og fosfor kan være begrænsende faktorer. Men skal søerne få det bedre, må kravene til reduktion af kvælstof og fosfor i tilledningerne skærpes en faktor ti i forhold til vandmiljøplanen. Fjorde og bugter vil være de områder, hvor vandmiljøplanen sandsynligvis gør mest gavn. Og endelig er der havet med de døde hummere. Her betyder kvælstof meget for algevækst og iltindhold.
Men Danmarks bidrag til f.eks. Kattegat og Bælthavet er kun en fjerdedel.
Og den fjerner vi ikke engang helt. Vandmiljøplanen forhindrer altså ikke døde hummere.
Med sagsforløbet, som det kan læses i ATVs bog, forekommer det uforklarligt, at kommuner og amter har stået model til den proces uden at protestere mere. Kommunalt spildevand bidrager med en tiendedel af den samlede mængde kvælstof til de danske vandmiljøer. Hvorfor har kommunerne ikke bedt om at få fastholdt, at kravene skulle have relation til den recipient, det rensede spildevand ledes ud i? Hvorfor har de ikke markeret, at tætte kloakrør er en lige så vigtig parameter for grundvandet, som fjernelse af kvælstof er for fjorden? Da ATV-bogen blev forelagt på et pressemøde i sidste uge, sagde fhv.departementchef Erik Ib Schmidt, der har været medlem af referencegruppen bag bogen, at beslutningsprocessen omkring vandmiljøplanen har været helt usædvanlig. Alene af den grund, at der fuldstændig mangler sammenligningsgrundlag for, hvad man ellers kunne have brugt 12 milliarder miljøkroner til. Heldigvis var det en helt usædvanlig beslutningsproces, sagde han. Det synspunkt skal have klar opbakning herfra.
