“At gøre en forskel for vores klima, natur og miljø” var et af miljøminister Lea Wermelins (S) hovedargumenter i juni 2020 for, at danskerne nu skulle tvinges til at sortere i ti affaldsfraktioner. Beslutningen om den - både for forbrugere og kommuner - tidskrævende, pladskrævende og møjsommelige sortering kom med det store udspil på affaldsområdet.
Et politisk korstog blev indledt - med ukritisk følge af et bredt politisk flertal - men sidenhen har det været ramt af mange mange nederlag og endnu en pind til forslagets kiste - forhåbentlig den sidste - burde også nu have ramt ministerbordet. Det vender vi tilbage til.
Først og fremmest var kun en meget lille minoritet af kommunerne klar med indsamlingssystemer og behandling til de mange fraktioner til ministerens deadline d. 1. juli sidste år. 88 ud af landets 98 kommuner har søgt om dispensation til at udskyde implementeringen af de nye sorteringsregler, viste en afdækning fra Ingeniøren og vores søstermedie Wastetech. Også befolkningen har sine kvaler med affaldssorteringen.
Den nyder opbakning hos de fleste, men faktum er, at det rent faktisk er svært at kildesortere korrekt, så man opnår de fulde potentielle mængder af genanvendeligt affald: kig blot i enhver sorteringspose eller spand derhjemme eller på arbejdspladsen, og man vil opdage, at papir ryger med i posen til madrester, plastik i papcontaineren og elektronikskrot i metalspanden.
Fagfolk har fra planens fødsel kritiseret, at der ikke var sammenhæng mellem mål og midler: Planen kunne føre til lukning af de mest miljøvenlige forbrændingsanlæg og mindre import af udenlandsk affald, der ellers forhindrer, at det havner på lossepladser til skade for miljøet. Endelig ville planen fjerne enheder i vores energi- og varmeforsyning, som ellers er vigtige for at holde danskernes huse lune. Fjernvarmeudrulningen ville blive stækket, lød det.
Den sidste advarsel er også i den grad blevet til virkelighed i den eskalerende energikrise. Det er åbenlyst himmelråbende, hvis landets affaldsovne i verdens mest klima- og miljørigtige anlæg lukkes eller drosles ned: Vi har mere end nogensinde brug for den billige varme og strøm, som kan hives ud af affald. Ganske vist er den politiske naivitet ikke på højde med den tyske regeringens tro på, at russerne kunne og ville levere billig gas uden modkrav, men det mangler åbenlyst forbindelse til virkeligheden, når et bredt flertal vil reducere forbrændingskapaciteten i Danmark med 30 procent frem mod 2030.
Selvfølgelig skal affaldsmængderne mindskes og genanvendelsen øges, men hverken Dan Jørgensen eller Lea Wermelin vil vel lægge navn til mere import af russisk gas eller øget CO2-udledning, fordi vi er nødt til at skrue op for kulkraft, fordi affaldsovnene partout skal skrues ned?
Det sidste søm til affaldsplanens kiste har form af solid faglig dokumentation i form af en diger rapport fra Rambøll, der viser, at der er massiv klima- og miljøgevinst ved at lade teknologien klare sorteringen af borgernes plastaffald og gamle mælkekartoner centralt sammenlignet med kildesortering ude hos forbrugerne. Klimaet vinder ikke ved, at vi alle sorterer. CO2-besparelsen ved central eftersortering er seks gange større end ved kildesortering.
Faktisk falder undersøgelsen ud til fordel for eftersortering i 14 ud af de 18 påvirkningskategorier, som Rambøll har undersøgt. Central eftersortering har den yderligere fordel, at det gør det muligt at udsortere alt det affald, som borgerne ikke får kildesorteret, f.eks. aluminium, hvilket er afgørende for miljøgevinsten.
Samtidig er det »grebet ud af den blå luft« at påstå, at knap 90 procent af den plastik - en af de væsentligste fraktioner i diskussionen - der er sorteret hos borgerne, kan genanvendes. Med andre ord baserer det sig på miljømæssig fantasteri at påtvinge os alle til at sortere. Fordi vi ikke som lægfolk har mulighed for at spotte, at fx en chipspose ikke er plastik men laminat.
Der kan ikke være tvivl om, at kommunerne skal slippes fri af de fatamorgane miljølænker, som de fleste partier fra rød til blå i Folketinget har tvunget dem ind i.
Klimaplanen for affald må stå tilbage som en skamstøtte over misforstået politik, hvor Folketinget kræver indførelse af bestemte virkemidler frem for at gøre det eneste rigtige: fastsætte reduktionsmål for klima- og miljøbelastning og overlade til decentrale myndigheder og fagfolk at finde redskaberne og sikre den udvikling af samfundet, der gør, at vi får reelle gevinster./hm
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium
