leder - Sæt byen i stand
Det er altid sjovere at købe noget nyt end at reparere det gamle. Og det er rarere at få andre til at betale end at gøre det selv. Det ved man alt om i København.
Der synes ikke at være grænser for, hvad hovedstaden kan ønske sig, før den skal være europæisk kulturby i 1996. Og fælles for de fleste projekter er, at de skal finansieres enten af staten eller af private. Desuden må de gerne have en imponator-effekt, som et museum for moderne kunst. Man er vel kulturel! Men er det egentlig særlig kulturelt at anskaffe nye prestigeobjekter, alt imens man lader gode arvesager forfalde? Det minder om en ambitiøs familie,
der for at dupere naboerne køber en prismelysekrone i stedet for at reparere taget.
Hvis København vil tiltrække sig positiv opmærksomhed ude og hjemme, da er midlet næppe et nyt museum, som alligevel får svært ved at hamle op med, hvad udlandet kan byde på.
Til gengæld har hovedstaden så meget andet, ingen andre har magen til: Tivoli, Nyhavn, Gammel Strand, Rundetårn, Amalienborg, Kronjuvelerne, Den lille havfrue og hvad vi ellers viser på postkort og i brochurer. Plus en række nye eller renoverede attraktioner som Tycho Brahe Planetarium, Eks- perimentarium, Orlogsmuseet, Gammel Dok, Palmehuset, Østerport Station samt i 1996 også Nationalmuseet og Hovedbanegården. I nærheden endvidere Kron- borg, Louisiana, Dyrehaven, Vestskoven, Køge Bugt Strandpark osv. Ialt et flot udvalgt af både finkulturelle og naturskønne tilbud. Selv uden en ud- videlse af Statens Museum for Kunst.
Som noget ganske særligt vil København desuden kunne nå at blive et unikt eksempel på godt miljø. Næppe nogen anden storby har et bedre grundlag herfor. Og ved en bevidst indsats på at bringe de eksisterende værdier i topform, kan man nå langt for relativt beskedne beløb.
Man kan starte med gader og pladser, så byen bliver en oplevelsesrig slentreby. Strøget fik sidste år en stump ny belægning ved Vimmelskaftet, men en anden bid ved Storkespringvandet er netop skrinlagt af pengemangel.
Man er godt igang med at opsætte Københavnergrønne bænke og papirkurve, men der er brug for mange flere. Og der er behov for en ordentlig oprydning i rodet af skilte, parkeringsstandere, målerskabe, flaskecontainere og andet ufølsomt anbragt gadeinventar. Planerne om nye busstoppesteder og telefonbokse endte efter halvhjertede forsøg med triste løsninger. Helt ge- nerelt gør god design sig alt for lidt bemærket i gadebilledet.
Formentlig kan København slet ikke nå at få nye prestigebyggerier færdige inden 1966. Men der er tid nok til at redde eller skabe nyt liv i nogle af de klenodier, som borgerne holder af. Eksempelvis Nyrops gasbeholder, Cirkusbygningen og en række mindre teatre og museer. For ikke at tale om den rustmedtagne Langeliniebro, hvis skæbne er et grumt resultat af strid mellem offentlige kasser. En strid, der kan få mange til at tvivle på politikernes og embedsmændenes fornemmelse for kultur.
Og for deres forståelse af, at det er klogere at forebygge end at udbedre skader. Tænk blot, hvad billige røgalarmer kan spare af sorger og penge.
I øvrigt kan der, ganske gratis, gøres meget for at rette byen op blot med faste holdninger til kvalitet. Hvad ligner det at tillade, at butikker forgrimmer husfacader og hele gader med uskønne ombygninger, bemalinger, reklamer og rodekasser.
Selvfølgelig kan Netto, Jysk Sengetøjsslager og andre, der bevidst stræber mod et tarveligt udseende, tvinges til at vise anstændighed og respekt for omgivelserne.
Af hensyn til både turister og danskere skal Københavns kvaliteter og særegenhed præsenteres professionelt. Derfor må der sørges for masser af kort og pjecer med mere end overfladiske lovprisninger. Der bør f.eks. være stribevis af tema-brochurer for dem, der måtte interessere sig for vand- kunster, gavlmalerier, skulpturer, skoler, plejehjem, biblioteker, boligbyg- geri, saneringsområder, gårdhaver, legepladser, kirkegårde, havnemiljøer etc.
Byen må tillige skabe grobund for utraditionelle projekter - i stil med det private initiativ om Københavner-cykler, som kan trækkes i én automat og afleveres i en anden, der giver møntindkastet tilbage.
Også pengene til reparation af København vil komme tilbage - flerfold endda. Det kræver bare, at man allerede nu går i gang med at pudse og polere, ændre holdninger og rydde op.
Et udspil i denne retning vil give København en chance for at genskabe tilliden til, at det både er værd at feje for egen dør og at trække pungen frem, når byen er ude med raslebøssen.
