Potentiel PFAS-bombe skal undersøges
Leder
I 1990’erne var tidens store nye miljøproblem de tusindvis af grunde, der over hele landet var forurenet med rester af olieprodukter, f.eks. fra utætte benzintanke, eller klorprodukter fra renserier. I 00’erne handlede forureningsdebatten især om pesticidrester i grundvandet der – ganske rigtigt – blev opfattet som et problem, der kun ville blive større. I 10’erne var det erkendelsen af nye pesticider sammen med den store udbredelse af industrikemikaliet PCB, som vi også på Ingeniøren dækkede intensivt, der fyldte.
En gentagen erkendelse af, at industrikemikalier langtfra altid er harmløse, men derimod stærkt problematiske og har medført udbredt forurening, har altså præget de sidste 30 års miljøhistorie. Man kunne have håbet på, at vi var blevet mere påpasselige i vores omgang med kemikalierne. Og man kunne have troet, at nye kapitler i historien over fortidens synder – der dækker over, at vi i dag opdager, hvordan vi svinede vores natur i går – en dag ville være, ja, fortid. Især i lyset af, at den danske miljøbeskyttelseslov om føje år har 50 års jubilæum. Den foreskriver i paragraf 1, at vi skal værne om natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag.
Håbet svinder. For her i 2020’erne er det blevet stadigt tydeligere, at de syntetisk fremstillede industrikemikalier fluorstoffer, også kendt som PFAS’er, er dette årtis store ‘miljøbombe’ med både en omfattende spredning i miljøet og potentielt alvorlige konsekvenser for menneskers sundhed – og ifølge fremtrædende forskere er den langt farligere, sundhedsmæssigt, end pesticid-problemet. I fødevarer, i drikkevand, i badevand, i vand- miljø og i affald – ja, i hele miljøet – finder man fluorstofferne, som er særdeles svært nedbrydelige og derfor også kaldes evigheds- kemikalier.
Hvis nogen gik og troede, at den politisk højt besungne Reach-forordning, der i 2007 blev vedtaget i EU for at »forbedre beskyttelsen af menneskers sundhed og miljøet mod de risici, som kan være forbundet med kemikalier« (sic!) fremover ville beskytte os mod flere miljøbomber fra industrien, så har de taget grueligt fejl. Fagfolk og politikere stod ellers på tæerne af hinanden og kaldte lovpakken for en ‘revolution’ og ‘en ny æra’, som skulle betyde, at industrien fremover skulle bevise kemikaliers uskadelighed.
Herhjemme har myndighederne fundet PFAS i havet over hele landet i en koncentration, der nærmest alle steder lå over EU’s miljøkvalitetskriterium. Badende advares alligevel mod at bade i visse indsøer og at holde afstand til havskum, som indeholder særligt høje mængder. Ved målinger i vandløb ser det værre ud: Her lå knap hvert tredje over grænseværdierne, og ud over de velkendte brandøvelsespladser er der også konstateret udsivning af PFAS fra flere lossepladser. PFAS er også målt i knap hver fjerde grundvandsboring, og eksperter har advaret om, at vi endnu kun har set ‘toppen af isbjerget’, da PFAS kan være år om at nå det grundvand, som vi her i landet trækker op fra undergrunden til drikkevand.
Det er godt, at man undersøger, hvor PFAS er sivet ud i vores miljø, uanset om det er til lands eller til vands. Men en god forureningsindsats handler også om at beskytte mod yderligere spredning, og derfor bør myndighederne i en fart få styr på, om der sker yderligere spredning og udledning fra spildevandsanlæg og industrielle udledninger og ikke mindst fra affaldsforbrændingsanlæg. I Sverige og USA er man foran og har allerede afsluttet eller igangsat undersøgelser af PFAS-udledning fra forbrændingsanlæg. Herhjemme afdækker Miljøstyrelsen alene, om PFAS i slam rent faktisk forsvinder under forbrænding eller spredes til omgivelserne.
I værste fald betyder det, at punktkildeforureninger fra eksempelvis byggeaffald omdannes til diffus fladeforurening igennem affaldsovnenes skorstene. Det er for slapt og fuldstændig uforståeligt. Der er tydelige indikationer på, at skorstene er en del af nutidens synder. I Pilsen i Tjekkiet har en miljøorganisation målt »alarmerende« høje PFAS-niveauer i æg fra ti beboeres fritgående høns omkring et lokalt affaldsanlæg, der brænder kommunalt affald samt ‘ikke-farligt’ industriaffald.
Desuden er der åbenlyst behov for, at flere fødevarer undersøges, således at borgerne ikke spiser æg, bær, kød og fisk med et sundhedsskadeligt indhold. Miljøministeren har varslet en handlingsplan for PFAS, men det ændrer ikke på, at der med fluorstofferne er tale om et politisk svigt både på nationalt niveau og i EU. Trods årtier gamle miljølovgivninger og advarsler fra fagfolk i over ti år har vi ikke været i stand til at holde bare fødevarer og drikkevand fri for industrikemikalierne. Stoffer, som vel at mærke kan føre til forhøjet kolesteroltal, leverpåvirkning og lav fødselsvægt – og som er under mistanke for at give kræft.
En gentagelse af fadæsen med PCB-handlingsplanerne fra begyndelsen af 10’erne truer. Her varslede myndighederne store indsatser for at detektere og fjerne det kræftfremkaldende og fertilitetsødelæggende industrikemikalie fra især fuger og beton i bygninger for at beskytte borgerne. Men indsatsen blev halvhjertet. PFAS-problemet skal prioriteres og håndteres nidkært, så drikkevand og fødevarer til mennesker undersøges og beskyttes først. Lige herefter kommer forureningen af miljøet fra industri og forsyning.hm
Læs også side 6
