nu skal de velafprøvede teknologier i spil
Leder
At der skulle en krigsgal Putin til, kan man kun beklage. Men ros skal der til, når regeringen endelig lægger hockeystaven og kigger på de kendte og lavthængende teknologier for at give omlægningen til vedvarende energi et tiltrængt kølleslag, der først og fremmest skal gøre os fri af russisk gas, men som også er helt nødvendig for at nå vores klimamål.
Det er helt rigtigt både at få sparket gang i udbygningen af fjernvarmenettet og udbygget sol- og vindenergien på land, hvor der i mange kommuner er store uudnyttede potentialer for at producere billig grøn strøm. Begge dele har vi her i mediet plæderet for i årevis, mens udviklingen er gået i stå, og politikerne med regeringen i spidsen har søgt at smyge sig uden om den nødvendige udbygning ved at pege på endog meget usikre potentialer i endnu ikke udviklede og afprøvede teknologier.
Men selvom de teknologier, der nu tys til, både er velafprøvede og veludviklede, så kommer udviklingen ikke til at ske, bare fordi regeringen nu siger, at den vil have det. Slet ikke når den vil lægge langt de fleste initiativer hos kommunerne, der i dag er bundet på hænder og fødder af anlægslofter, borgerhøringer, naturhensyn, kirkers gamle rettigheder til landsskabsbevaring og mangel på arbejdskraft. Og som i øvrigt er og skal være tæt på de borgere, der vil blive berørt, når antallet af landmøller og solceller skal stige kraftigt.
Alene opgaven med at finde ud af, hvor og hvornår fjernvarmenet kan udbygges, som regeringen kræver løst inden for et år, er særdeles kompliceret. Ikke alene kræver det, at kommunerne finder den røde tråd i de meget divergerende analyser og kortlægninger af borgernes og virksomhedernes varmebehov, som forskere og analysefirmaer har offentliggjort de seneste år – potentialet svinger fra 30 til 80 procent, alt efter hvilken analyse man kigger i. Kommunerne skal også finde de hoveder og hænder, der skal navigere i reglerne, indhente tilladelserne, grave hullerne og lægge rørene.
Hertil kommer, at der er store forskelle kommunerne imellem, ikke bare på hvor langt de enkelte kommuner er i udbygningen af vind, sol og fjernvarme, men også på potentialerne hertil. Det afhænger ikke alene af, hvor flittige de har været hidtil, men selvsagt også af, hvor vinden blæser, og hvilke arealer den enkelte kommune råder over. Derfor bliver byrden helt naturligt skævt fordelt kommunerne imellem.
Regeringen har proklameret, at den vil tage en samtale med kommunerne. Men skal planen lykkes, er det på med arbejdshandskerne for regeringen selv, som skal tage nogle af de svære beslutninger. Der skal en god portion mod, planlægning og ikke mindst vilje til at indrette en række love og regler efter det nye grønne regime, lige fra lovgivning om natur- og landskabsbeskyttelse over udenlandsk arbejdskraft til klageret og kompensation til borgerne. Det betyder ikke, at vi skal lade hånt om natur og landskaber, men vi skal være parate til at udskifte de gule rapsmarker og andre biologiske monokulturer med solcelleparker og anden grøn elproduktion for at nå i mål.
Der er behov for, at regeringen fra centralt hold udpeger de bedst egnede områder til udbygningen af grøn energi og stiller krav til kommunerne om at få den tænkt ind i lokalplanerne. Herefter skal regeringen ikke alene tale med kommunerne om, hvilke bureaukratiske hindringer der skal fjernes, og hvilke regler der skal ændres for at kunne gennemføre planerne under bedst muligt hensyn til både natur og borgere. Skal den nye grønne energi i spil, må regeringen også have en indgående samtale med Energinet om, hvordan vi hurtigt får udbygget elnettet, så det bliver klar til at bringe energien derhen, hvor den skal bruges – fra solcelleanlæg og vindmøller landet over til byernes og industrivirksomhedernes varmepumper, ladestandere mv. Her dur det ikke, at Energinet afventer konkrete projekter, før der tænkes i tilpasning af elnettet, sådan som planlægningen foregår i dag.
Der er samtidig brug for, at regeringen tager erhvervslivets sukken efter arbejdskraft alvorligt, hvis man skal gøre sig håb om at skaffe hænder og hjerner nok til at sætte den grønne omstilling op i gear. Her kan erfaringer med hurtig åbning af jobmarkedet for ukrainske flygtninge forhåbentlig inspirere og indgyde politisk mod til åbning for andre grupper af veluddannede udlændinge, der kan og vil være med.
Hidtil har regeringen igen og igen understreget, at den grønne omstilling helst ikke må gøre ondt på danskerne – hverken på pengepungen eller på mulighederne for at udfolde os, som vi plejer. Måske er det også det dogme, der hænger ved, når regeringen i sin plan slet ikke har tyet til de allermest lavthængende tiltag i form af energibesparelser i de danske hjem og i vores transport.
Men dogmet må afviges, hvis vi skal have dobbelt så meget vindmøllestrøm og langt flere solceller i det ganske land, end vi har i dag. Og hvis gasfyrede boliger skal blive en saga blot. Vi vil være flere, der må leve med, at udsigten over de flade danske marklandskaber brydes af vindmøller, og at tegltagene brydes af solceller i byerne. Måske har Putin rykket lidt på danskernes velvilje til personligt at betale for den grønne omstilling, men næppe nok til at nå regeringens ambitioner ad frivillighedens vej. Klimakøllen er fundet frem – nu må regeringen have mod til også at bruge den og sikre, at den rammer rigtigt.trb
