Ulækkert mudder er næppe det største miljøproblem
Leder
Det ser ulækkert ud, når de første kubikmeter slam, der er gravet op fra havbunden i Københavns Havn for at sikre stabil bund under den 2,6 km2 kunstige ø Lynetteholm, bliver dumpet i Køge Bugt med den lange fane af brunt, mudret vand omkring klapningsfartøjet til følge.
Hvor det æstetiske indtryk står skarpt, er den egentlig miljøskade ved slammet mere uklar. Ved opgravningen bliver der ifølge DHI tilført nogle hundrede ton kvælstof, hvilket ifølge forskere er stik mod EU-regler, der kræver en reduktion af kvælstof på 20-25 procent. Ved den efterfølgende dumpning af sedimentet har Rambøll fastslået, at der ikke vil ske en »betydende« påvirkning af de miljømål, der findes for området.
Det hører også med til billedet, at vi på landsplan udleder over 1.000 ton kvælstof ved såkaldte overløb fra vores rensningsanlæg. Renset spildevand medfører udledning af over 3.000 ton. Hvert år. Og hvert år udledes der på landsplan op mod 58.000 ton kvælstof, hvoraf landbruget - ifølge Miljøstyrelsen - er ansvarlige for 60-70 procent. I den optik er forureningen fra anlægget af Lynetteholm ikke voldsom.
Også indholdet af tungmetaller i slammet har været kritiseret. Langt størstedelen af det klappede sediment er dog rent havbundsmateriale. En lille del af slammet er stærkt forurenet og bliver deponeret. Ca. 10 procent af slammet er angivet som værende »lettere forurenet«. Rambøll har vurderet, at klapning med denne del i Køge Bugt medfører skadelig spredning af bl.a. kviksølv, kobber og bly. Her nåede man i VVM-rapporten frem til, at frigivelsen af tungmetaller alene vil overskride vandkvalitetskravene på klappladsen i maksimalt fem dage og kun for nogle af stofferne.
Det er altså vigtigt at holde sig for øje, at der - ligesom mediestormen i 2020 om overløb fra rensningsanlæg i Øresund - også for Lynetteholm er tale om en sag, der netop nyder stor både mediebevågenhed og politisk opmærksomhed, fordi udledningen er så uæstetisk - og derfor nem at forholde sig kritisk til.
Mens billederne af blæver og mudder sætter sig fast på nethinden, overser debatten et af de helt grundlæggende spørgsmål, der må rejses - ikke mindst i et land, hvis første miljøbeskyttelseslov nærmer sig sit 50-års jubilæum. Nemlig, om vi med anlæggelsen af Lynetteholm belaster ikke bare Køge Bugt, men det følsomme miljø i hele Østersøen, som er verdens største brakvandssø og et af de største indhave.
Efter svensk kritik besluttede By & Havn at få efterprøvet - såkaldt tredjepartsvurderet - DHI’s beregninger af, hvilken propeffekt på gennemstrømningen i Øresund som holmen ville medføre. Det hollandske konsulenthus Deltares nåede frem til en langt større usikkerhed end DHI på hvor meget. Helt præcis vurderer hollænderne, at øen kan medføre fra ingen til en ændring på 0,5 procent af vandgennemstrømningen i Øresund - det er dobbelt op på DHI’s vurdering på 0,25 procent. Hvad det vil betyde for Østersøens fine miljø, der bl.a. viser sig ved, at man kan møde ferskvandsarter som gedde, skalle og aborre helt ovre ved Bornholm, er der ingen konklusion på. Men mange arter i Østersøen lever allerede på grænsen af deres salttolerance, har en professor fastslået over for Ingeniøren.
Deltares er ikke alene udkommet med et fuldstændig andet estimat for propeffekten. Konsulenthuset rejser også tvivl om Rambølls tidligere konklusion om, at den blokerende effekt på vandgennemstrømning og salttransport som følge af Lynetteholm er lille set i forhold til klimaforandringerne, som via havstandsstigning vil udligne propeffekten. Deltares påpeger, at klimaforandringernes rolle er behæftet med store usikkerheder.
De hollandske konsulenter peger på, at andre klimafaktorer som øget nedbør og ændrede vindforhold også kan have betydning for blokeringseffekten. Derfor advarer de mod at tage udgangspunkt i et scenarie, hvor klimaforandringerne vil udligne blokeringen, før alle andre aspekter ved klimaforandringerne er blevet undersøgt. Og fagfolk fastslår desuden, at det er meget vanskeligt at konkludere, hvad propeffekten vil betyde med et 50 eller 100 års sigte.
Spørgsmålet, der står tilbage, er grundlæggende, om Danmark vil risikere at ændre på balancen i den 12.000 år gamle Østersø, fordi vi finder det absolut nødvendigt at udvide København ud i vandet med 35.000 boliger. Argumentet om, at Lynetteholm er den smarteste løsning for kystsikringen af København, når klimaforandringer får vandstanden i havene til at stige, holder ikke. Et dige og en port ved havneindløbene i nord og syd ville være nok.
Da et politisk flertal i juni sidste år godkendte Københavns prestigeprojekt var det med DHI’s beroligende analyse som en del af beslutningsgrundlaget. Det er på grænsen til pinligt, at det ikke er os selv, men vores fæller i nabolandet hinsidan, der skal tage teten på at få undersøgt miljøpåvirkningerne af Øresund og Østersøen ordentligt. Og altså har banet vej for resultater, der rejser ny tvivl om, hvad det store byggeprojekt vil betyde for havmiljøet. Men det står i hvert fald klart, at vi nu har fået en ny viden, der giver grund til at genbesøge beslutningen.hm
