Presset vandforsyning
Leder
Noget af det mest tilfredsstillende ved at komme hjem fra ferien er at tage sig et glas koldt vand direkte fra hanen. Ingen besk smag af klor eller andre rensemidler. Bare dejlig koldt vand.
Danmark har en stærk tradition for at passe på vores grundvand, så vi trygt kan pumpe det direkte ud i danskernes vandhaner landet over. Men i de senere år er det blevet stadig mere tydeligt, at denne unikke drikkenydelse er udfordret af såvel fortidens som nutidens forbrug af diverse kemikaler og pesticider, der har været og fortsat er en ingrediens i et moderne landbrugs- og industrisamfund. En tur i Ingeniørens arkiv fortæller historien om, at vi ikke bare opdager stadig flere problematiske stoffer i vores drikkevand, men også bliver klogere på, hvor sundhedsskadelige allerede kendte stoffer faktisk er.
I 2014 kunne vi berette, at 70.000 danskere fik for meget nitrat i deres drikkevand fra især private boringer med forhøjet risiko for tarmkræft til følge. I foråret 2018 fandt man ud af, at nedbrydningsstoffet desphenyl-chloridazon oversteg grænseværdien i hver tiende drikkevandsboring. I 2019 blev stoffet DMS fundet i hver tredje undersøgte drikkevandsforsyning, og senere samme år kunne nye analysemetoder pludselig spore hele 75 nye stoffer i det danske grundvand. Tidligere i år viste et stort dansk studie, at arsen er medskyldig i medfødte hjertefejl hos 12 ud af 1.000 børn selv ved et indhold under den fastsatte grænseværdi.
Seneste eksempel – og i den meget alvorlige ende – er fundet af de stærkt hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og stort set unedbrydelige flourstoffer i flere drikkevandsforsyninger. Mens det er mindre sikkert, hvor stort et sundhedsproblem pesticidresterne egentlig udgør, er forskerne enige om, at vi her har med virkelig skadelige stoffer at gøre. En skandale, der allerede var de første tegn på i 2014, hvor forskere i Ingeniøren efterlyste bredere analyser af drikkevandet efter fund af flourstofferne i grundvandet, men som først nu er taget alvorligt fra politisk side. Og som bl.a. har lukket den sidste drikkevandskilde i Dragør, da stoffet har spredt sig til kommunens drikkevandsboringer fra Københavns Lufthavn.
De mange sager presser vandforsyningerne. Dels af krav om, at vandforsyningerne skal analyseres, når nye problematiske stoffer kommer frem. Dels af behovet for at finde nye vandboringer eller fortynde vandet fra problematiske boringer for at komme under grænseværdierne. Endelig kunne Ingeniørens promedie WaterTech forleden fortælle, at Aalborg må opgive at udvikle et nyt byområde, fordi presset på drikkevandsressourcerne ganske enkelt vil blive for stort - noget, som vi kan komme til at se mere af med flere tørkeperioder og generel vækst i de større byer.
Skal vi blive ved med trygt at nyde velsmagende vand fra hanen landet over, er det ikke et urealistisk scenarie, at danske vandværker i stigende grad må tage nye teknologiske metoder i brug til at sikre og rense drikkevandet, inden det sendes ud til forbrugerne. Især Danmarks mange små privat- og forbrugerejede vandværker er udfordret af udviklingen - såvel økonomisk som kompetencemæssigt. I dag er de private boringer, der forsyner 40.000 borgere, fra poli,tisk side blevet fritaget for kontrol med en stor sundhedsrisiko som følge. De mindre forbrugerejede vandværker er også underlagt lempeligere krav til test og analyse end de store forsyningsselskaber – således kan de i den aktuelle sag om PFAS i drikkevandet i henhold til loven vente helt op til tre år med at analysere deres vand for flourstofferne.
Det duer simpelthen ikke, at vi i 2022 med såvel bedre viden om sundhedsskadelige stoffer som billigere og bedre analysemetoder lader tusindvis af borgere i stikken af hensyn til forsyningernes økonomiske formåen. Vandforsyningen er ikke noget, man kan shoppe rundt efter og vælge til eller fra, og derfor er det helt urimeligt, at der er forskel på sikkerheden omkring dit drikkevand, alt efter hvor i landet du bor.
Flere faglige stemmer, bakket op af analyser fra bl.a. Deloitte, FRI og McKinsey, peger på nødvendigheden af en konsolidering af Danmarks små vandværker til større enheder, så de får bedre økonomi og kompetencerne samles. De små værker – repræsenteret af Danske Vandværker – stritter imod, blandt andet med argumentet om, at forbrugerejede vandværker er en væsentlig del af lokaldemokratiet og i øvrigt garant for den billigst mulige vandforsyning til forbrugerne. Et kig ind i fremmødet til vandværkernes generalforsamlinger vil imidlertid afsløre, at det er så som så med den demokratiske deltagelse, og hvis den billigere forsyning betales af manglende kontrol af drikkevandskvaliteten, må vi betakke os på folkesundhedens vegne.
Danske Vandværkers direktør, Susan Münster, appellerer i et debatindlæg på WaterTech om anerkendelse af, at forbrugerne »rent faktisk er de bedste til at styre deres egen drikkevandsforsyning«. En vigtigere anerkendelse i 2022 må være, at det at sikre rent drikkevand til danskerne er blevet en mere kompliceret sag i dag, end dengang det lokale vandværk var drivkraft i byernes udvikling, og at det ikke bliver nemmere i fremtiden.
Tiden kalder på en professionalisering af den danske vandforsyning, som er svær at sikre i landets mange små selvstændige vandværker. De må på den ene eller anden måde finde sammen i større og mere professionelle enheder, så borgerne også i fremtiden kan være sikre på, at vandet fra hanen er sundt og rent. Om det skal være i større og fortsat forbrugerejede selskaber, i kommunalt ejede selskaber eller andet regi, må man finde ud af. Men lokaldemokratiet må finde sig nye samlingspunkter. trb
