Drop gummihammeren: Sæt aldersgrænser for AI og sociale medier

12. maj 2023 kl. 05:0019
Drop gummihammeren: Sæt aldersgrænser for AI og sociale medier
Illustration: Ingeniøren.
Artiklen er ældre end 30 dage

Danmarks digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) har indtil videre excelleret i ikke at mene ret meget om sit ressortområde, men hun og hendes ministerkolleger elsker til gengæld kommissioner, råd og ekspertudvalg på teknologi- og digitaliseringsområdet.

De erfaringsramte vil huske, at Fogh-regeringen anno 2001 vandt valget delvist på et opgør med råd og nævn. Den slags ambitioner har SVM-regeringen ikke. 

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er åbenbart ikke tilfreds med, at regeringen blandt andet har et digitaliseringsråd, en nordisk techtænketank, et digitaliseringspartnerskab, en ekspertgruppe for techgiganterne og et dataetisk råd, der voksede ud af det hedengangne disruptionråd. Nej, Tesfaye har netop nedsat sin egen AI-ekspertgruppe for ungdomsuddannelserne og folkeskolen.

Danske organisationer er heller ikke blege for at nedsætte ekspertgrupper på techområdet. Således har Dansk Erhverv et tigerråd, der blandt andet har forsøgt at forestille sig samfund og teknologi anno 2042. Og Djøf og IDA har begavet os med henholdsvis TechDK Kommissionen og Siri-kommissionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fælles for alle disse mange råd og grupper er, at de ikke bestemmer noget som helst. De skriver rapporter og kommer med anbefalinger, som oftest arkiveres lodret af vores politikere. Beslutningskraften ligger hos vores skiftende regeringer, der skiftes til ikke at fremlægge konkret politik som løsning på de enorme samfundsudfordringer, vi oplever fra blandt andet big tech, kunstig intelligens, afhængighedsskabende algoritmer og en uhørt magtophobning hos en lille håndfuld it-virksomheder.

Det vi får i stedet er blanding af techbegejstring og performativ harme fra SVM-konstellationen. Efter 10 års diskussion om problemer med Big Tech, taler Marie Bjerre (V) mest af alt om alle de luftige potentialer for, at kunstig intelligens skal løse alle problemer fra klimaudfordringer til personalemangel i den offentlige sektor. Når hun bliver bedt om simple regler for ministeriernes og forvaltningens brug af generativ AI, afviser hun fuldstændig at blande sig. Det er en sag for EU, lyder svaret. Forleden dristede hun sig dog på Twitter til at slå fast, at hun havde »konfronteret virksomheder i Silicon Valley med mine bekymringer. Har blandt andet besøgt @Facebook@YouTube og @OpenAI. De skal udvikle sig ansvarligt. Ellers rammer reguleringshammeren hårdt.« 

Indtil videre er det imidlertid en meget blød gummihammer, som ingen – og da slet ikke techgiganterne – kan føle sig truet af. De føler sig næppe udfordret af de flere råd og ekspertgrupper – hvor de også i flere tilfælde sidder med ved bordet.

Mens digitaliseringsministeren fra Venstre besøger techgiganter, og den socialdemokratiske undervisningsminister føjer til listen over techekspertgrupper, stiller Moderaternes kulturminister Jakob Engel Schmidt sig forarget op og spørger: »Vil vi overhovedet tillade, at techgiganternes apps indeholder kunstig intelligens til unge mennesker, der ikke er 18?«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svaret på kulturministerens spørgsmål er et stort rungende ja! Google, Meta og Snapchat har skam i 15 år målrettet indhold mod vores børn og ungdom med hjælp fra kunstig intelligens og algoritmer. Senest med en ny AI-ven til børnene på Snapchat. Dyret, der har fremkaldt den performative åbenbaring, hedder ChatGPT. En massiv bølge af AI-hype fra en techbranche, der elsker at move fast and break things, og som vi i Danmark generelt besynger og tiljubler i vores stædige kamp for at være verdensmestre i digitalisering. Et verdensmesterskab i hast, ikke kvalitet.

Men får vi så nogen dansk regulering af big tech? Det er meget svært at tro. Ingen dansk regering har leveret på det punkt. Og Marie Bjerre har jo allerede tilstået, at hun venter på EU’s AI-forordning, der måske, måske ikke, er vedtaget i slutningen af 2023. 

Den store test af regeringen kommer på aldersgrænser for brug af AI-produkter og sociale medier. Regeringens nordiske techtænketank har anbefalet, at man i langt højere grad benytter sig af aldersverificering på nettet. Samtidig har et borgerforslag med over 50.000 underskrifter krævet blokering af sociale medier for mindreårige, medmindre de har forældrenes godkendelse. Forslagsstillerne ønsker også et forbud mod indsamling af data fra børn under 16 år.

Det ville være fornuftigt af SVM-regeringen at starte her. Så kan den rent faktisk bevise, at vi får noget ud af skattekronerne til eksperter og råd, og at den ikke bare gaslighter os med samtale-techterapi. /PBN

19 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
19
15. maj 2023 kl. 00:59
Alt hvad der sker nu er sket…

Alt hvad der sker nu er sket før. Da danmark kom til Grønland, eller da britterne kom til Australien blev de lokale sendt til tælling af den nye kultur og teknologi. Pludselig er dine evner som spydkaster intet værd, og ungerne ved ikke hvem de skal se op til, og det hele går ned i apati. Kun exceptionelle individder kan finde en ny mening med tilværelsen. Måske vi kan lære noget derfra, men at kæmpe mod en overlegen kultur ved at lade som om den ikke findes, synes ikke at være en holdbar løsning.

18
14. maj 2023 kl. 08:31
Hvem siger vi får de…

Hvem siger vi får de intelligente jobs? Meget ingeniørarbejde (især i DK) og politikeres kan fint klares med AI.

Jeg tror fint, at AI kan hjæpe politikerne. Men, der er stor risiko for, at AI tager totalt fejl. Jeg husker, at socialdemokratiet for nogle år siden forsøgte med AI - de havde en AI de kaldte ROSA, som var en chatrobot ligesom chatGPT man kunne kommunikere med på nettet. Efter kort tid, fik jeg omvendt ROSA fra at være socialistisk til at være højreorienteret. Og så fik vi så Helle som statsminister! Jeg tror simpelthen ikke, at danskerne vil finde sig i, hvis en chatrobot skal bestemme hvem der skal styre landet.

17
14. maj 2023 kl. 08:19
Der hvor der skal…

Der hvor der skal menneskelig intelligens til er i syge- og ældreplejen, hvor vi ikke vil finde os i patroniserende robotter.

Så vidt jeg ved, så er netop dette område, et af de områder hvor der forskes mest i AI. Specielt i USA er der mange der ikke har råd til, at ansætte en til at varte dem op, når de bliver gamle. Mange ældre foretrækker også at få hjælp fra en robot og AI, frem for, at skulle bruge de unge menneskers tid, som har noget andet at bruge tiden til. Der forskes meget i robotter, der kan løse opgaven. Så vidt jeg har forstået, er opgaven at lave den "perfekte hjemmehjælp", som man kan have 24 timer i døgnet, og hjælpe ældre med det samme som et menneske vil kunne. Og, de skulle også kunne underholde og tale med de ældre, og finde f.eks. TV, video, radioprogrammer, fotoalbum og andet, som de godt vil høre eller se. Og hvorfor ikke også kunne diskutere videnskab med dem - ligesom chatGPT?

16
14. maj 2023 kl. 08:13
Det foreslås så, at sætte…

Det foreslås så, at sætte aldersgrænser for (børns) brug af AI-produkter og sociale medier.

Hvis jeg havde børn, så vil jeg ikke være bange for, at give dem adgang til chatGPT. Tværtimod. Jeg vil sandsynligvis oprette en konto til dem, og bede dem bruge den. Eneste krav jeg har er, at jeg også skal have adgang til siden, så jeg kan se, hvad de har talt om, og se om ChatGPT har sagt noger forkert. ChatGPT siger ofte noget sludder, men som regel er det ikke værre, end børnene skal påtale det over for den, og så retter den det. Jeg mener faktisk, at chatGPT er glimrende til undervisningsformål - og også til, at undervise børnene i, at selvom svaret kommer fra en kunstig intelligens, så behøver det ikke altid at være korrekt.

Som eksempel, spurgte jeg ChatGPT om DSB's nye tog der er bygget af stål vil kunne holde, eller om de vil ruste op. ChatGPT påstod, at det ikke var et problem, at de var bygget af stål, og at stål kunne holde ligeså godt som aluminium, hvis bare de blev vedligeholdt. Jeg spurgte så, om den havde eksempler på danske tog, der var lavet af stål, og som holdt ligeså godt som IC3. Og så nævnte den IR4! Der måtte jeg så forklare den, at IR4 var lavet af aluminium, og at den nok mente IC4. Og det gav den mig så ret i, og undskyldte.

15
13. maj 2023 kl. 15:38
Det foreslås så, at sætte…

Det foreslås så, at sætte aldersgrænser for (børns) brug af AI-produkter og sociale medier.

Jeg er enig i holdningen bag.

Men det forudsætter så, at 'medier' er veldefinerede, og holdt inden for det aktuelt formelt beskrevne og regulerbare. Og at den aktuelle magtfordeling mellem mennesker og AI betyder, at de første fortsat formår at sætte deres vilje kvalificeret og effektivt igennem over for den sidste. Jeg tvivler, har pindet det ud andet sted https://www.version2.dk/artikel/microsofts-vicepraesident-vi-boer-ikke-regulere-ai-foer-vi-ser-meningsfuld-skade#comment-2536540.

Evt. kan øvelsen være ikke så meget at hindre ungerne i at få adgang til AI, men snarere at hindre AI at få adgang til ungerne. Indledningsvist overveje om den ikke har langt flere redskaber i skufferne end det pt. potentielt indlysende regulerbare.

En tilføjelse i form af et spørgsmål: er jeg den eneste bilejer, der oplever ting og sager i relationen til dyttens fartpilot/pc-system, der minder noget om beskrivelsen af Chatgpt? En dobbelthed, hvor den skiftevis er vældig fornuftig og hjælpsom, men indimellem noget andet ret weirdy til den tyranniske side? Noget, der indikerer ustyrlig AI, også dér.

14
13. maj 2023 kl. 15:21
Tyk sarkasma/ironi Jeg havde…

Tyk sarkasma/ironi

Jeg havde aldrig gættet, at det var din spidskompetence. Men så:

Vi bør forbyde, at børn leger med andre børn. De skal samtale med AI i stedet. Vi bør sløjfe frikvartererne, og udskifte hele undervisningssystemet med en chatrobot.

Skal menneskeheden ikke tabes i tåbeligheder, så er der kun en mulighed: At udskifte hele undervisningssystemet med AI.

Hvem siger vi får de intelligente jobs? Meget ingeniørarbejde (især i DK) og politikeres kan fint klares med AI. Der hvor der skal menneskelig intelligens til er i syge- og ældreplejen, hvor vi ikke vil finde os i patroniserende robotter.

Der er dog et par områder mere vi mennesker kan beholde, indtil AI engang ad åre mestre også dem: effektiv design af software og ende-/udsigtsløs forskning i kvantecomputere (hvem sagde partikelfysikere?) og deres programmering.

God weekend;)

13
13. maj 2023 kl. 14:34
Nej, nej nej! Vi bør forbyde…

Nej, nej nej!

Vi bør forbyde, at børn leger med andre børn. De skal samtale med AI i stedet. Vi bør sløjfe frikvartererne, og udskifte hele undervisningssystemet med en chatrobot. Hvorfor?

Jo, dels, så kan en chatrobot programmeres, så den ved langt mere end lærerne. Den kan kodes, så den ikke umiddelbart siger noget forkert. Den underviser ikke børnene i noget, som de ikke må vide. Og den sikrer sig, at børnene fodres med etableret viden, og ikke kaotisk forkert viden, eller destruktiv viden.

Undersøges hvor problemerne starter i samfundet - så starter de i skolegården! Børnenes leg med hinanden, udvikler sig på længere sigt til krimintalitet. Og lærerne har ikke styr på en skid. Lærernes motto er, at det er ikke skolens opgave at opdrage børnene. Det er forældrenes ansvar. På trods af, at børnene er i skolen, eller andre offentlige institutioner, i det meste af deres tid, og kun hjemme for at spise og sove.

AI er vejen frem. Børn er nysgerrige, og de vil gerne lære noget. De vil gerne være individuelle, og ikke opdrages af et diktatursystem, hvor alle børn skal lære eksakt det samme af en lære der står og råber det ud over flokken. De foretrækker at blive undervist individuel, efter deres interesse, af en kunstig intelligens. Og, hvis vi kan udvikle den kunstige intelligens, så den også kan vise tingene visiuelt, gerne i 3D, animationer osv. så vil det være flot. Undervisning skal være individuel, og tilpasses elevens interesse. Jeg har den holdning, at alle elever har evner. Men, det er ikke altid at undervisningen tilpasses elevernes evner. Med kunstig intelligens, så vil den kunstige intelligens, være i stand til at spore såvel elevens interesser som evner, finde match, og sikre sig, at de får den bedste undervisning, i forhold til det de ønsker at lære. Den vil også kunne inspirere til, at de ønsker at lære mere, og andet, end de nogensinde troede var muligt.

Skal menneskeheden ikke tabes i tåbeligheder, så er der kun en mulighed: At udskifte hele undervisningssystemet med AI. Ellers, så bliver det ikke os, der skal have de intelligente jobs. For dem kan AI klare meget bedre.

11
12. maj 2023 kl. 14:32
Tonen? Jeg mener sådan set,…

Tonen? Jeg mener sådan set, at det er en faktum. Hvis vi har en politisk klasse, der primært begår sig i genren performativ forargelse og eller på engelsk "virtue signalling" + ekspertudvalg, så mister vælgerne tilliden til, at de folkevalgte faktisk er der for at løse problemer. Og så mener jeg sådan set, at vi leverer kritikken ganske sagligt og ordentligt.

10
12. maj 2023 kl. 13:53
Ja, det er ikke nemt. Men…

Ja, det er ikke nemt. Men hvis viljen på tinge var der, kunne vi i hvert fald f. eks. smide tech-skurkene ud af skolerne, og indføre de nationale reguleringer, som en del andre lande har indført - f. eks. ift. børn og AI.

Og vi kan lade være med jublende at købe Danmarks digitale førertrøje med skruppelløs og hovedløs digitalisering - på ryggen af en pæn bid (analoge) borgere, som ikke mere regnes for borgere.

De ting, vi så reelt er helt magtesløse overfor, dem må vi så langt mere aktivt presse på for international regulering og håndhævelse omkring.

Det er viljen, der mangler....I hvert fald langt hen ad vejen.

9
12. maj 2023 kl. 13:46
ingeniører former verden,…

ingeniører former verden, som jeg plejer at sige. Et teknologisk overlegent kongedømme kan marchere lige ind til naboen og plynre som de lyster, heldigvis har de fleste magtfulde lande fået demokrati, og man bliver ikke valgt til leder på krigslyst. Virsomheder er bare ikke demokratiske, de er ovenikøbet normalt amoralske eller ligefrem onde; putter bly i legetøj, sælger lægemidler hvor de lyver om bivirkninger, vanedannende slik til børn og som nævnes sociale medier. Disse virsomheder er globale, og hvor vi kan bestemme hvilket legetøj kommer over grænsen så er tjenester i skyen uden for håndhævelse og derfor kan de enkelte national stater ikke gøre andet end råbe yd af vinduet. Uden global lovgivning, og medfølgende global magtudøvelse kan vi kun sidde og snakke om det. Der er en torrent server med film og spil et sted i xxx.cr Kan vi sende nogle gutter med pistoler ned for at beslaglægge den? indtil da er det laveste fællesnævner der bestemmer.

8
12. maj 2023 kl. 13:15
Gid nogen ville tage fat at…

Gid nogen ville tage fat at afdække, hvor mange offentlige millioner den danske offentlige magtelite har formøblet på pilgrimsrejser til det forjættede land, Singularity University?

I denne lille 'antologi' kan man genopfriske sin hukommelse vedr. emnet! :)

7
12. maj 2023 kl. 12:45
"Danmarks…

"Danmarks digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) har indtil videre excelleret i ikke at mene ret meget om sit ressortområde".

Velkommen til en klassiker i dansk politisk propaganda, hvor man starter med at brække sig ud over sin modstander og efterfølgende klager over de lugter. Hvad med om "redaktionen" opdagede at de redigerer et fagblad, og handlede derefter? Tonen i lederen hører vist til hos Facebook eller andre af de tech-giganter der omtales, eller måske skraldespanden?

4
12. maj 2023 kl. 11:54
Og meget aktuelt dukkede…

Og meget aktuelt dukkede denne artikel op på dr.dk https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/snapchats-nye-chatbot-koster-penge-komme-af-med , hvilket netop IKKE er en acceptabel løsning, og som man lovgivningsmæssigt gerne måtte forhindrer!

3
12. maj 2023 kl. 11:27
Naturligvis skal SoMe være…

Naturligvis skal SoMe være ærlige om hvordan de virker, specielt hvis de henvender sig til aldersgrupper, der ikke selv er i stand til at bedømme, om de bliver manipuleret eller ej.

Derfor kan politikerne også kræve at SoMe, online-spil, m.fl., er åbne om deres teknologier, så forældre kan bedømme om de er egnede for deres børn.

Men forbud i sig selv løser ikke problemerne, da de kan omgåes og iøvrigt åbner for en omfattende overvågning af alle brugere uanset alder.

2
12. maj 2023 kl. 10:36
Ja, det er så sandelig så…

Ja, det er så sandelig så sandt, som det er sagt.

"Danmarks digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) har indtil videre excelleret i ikke at mene ret meget om sit ressortområde, men hun og hendes ministerkolleger elsker til gengæld kommissioner, råd og ekspertudvalg på teknologi- og digitaliseringsområdet."

Ja, hun (og den øvrige regering og hele tech-branchen) eeelsker syltekrukker. Jo flere, jo bedre. De er det perfekte middel til at sige én ting, og gøre noget andet.

"Har blandt andet besøgt @Facebook, @YouTube og @OpenAI."

Ja, selvfølgelig. Alle danske ministre og topembedsmænd skal og må i audiens hos verdens mægtigste, tech-guruerne i The Valley og Singularity University, for at blive hjernevaskede endnu mere. Og tale dunder for dem (fnis). Det er ganske vist den hundedyre danske tech-ambassades opgave at gøre det, men den opgave kan ambassadøren nok ikke løse selv.

Gid nogen ville tage fat at afdække, hvor mange offentlige millioner den danske offentlige magtelite har formøblet på pilgrimsrejser til det forjættede land, Singularity University? Og hvor mange offentlig millioner der er formøblet i diverse udvalg, råd og tænketanke indenfor området? Det er i hvert fald ikke småting.

Og hvad får vi (borgerne) for pengene? En lang næse. Et mere og mere umenneskeligt samfund. Endnu flere tech-lobbyister, nyttige idioter og 5. kolonner i toppen. Flere svingdørskarrierer og VL-klubber. De knopskyder eksponentielt.

Fra kronik i Politiken forleden:"Du tager telefonen. Et nummer, du ikke genkender. Du tager den og hører dit ældste barns stemme. »Mor, jeg er løbet tør for penge og kan ikke komme med toget hjem. Kan du overføre 100 kroner?« Røret lægges på. Overfører du pengene? Nej, det er ikke et spørgsmål. Selvfølgelig gør du det. Men der er – allerede i dag – en vis chance for, at den lyd, der afspilles i din telefon, var genereret af kunstig intelligens. "https://politiken.dk/debat/kroniken/art9336517/M%C3%A5-man-v%C3%A6re-k%C3%A6reste-med-mere-end-%C3%A9n-chatbot-ad-gangen

Det er den verden, vi overlader til vore børn. Hvordan kan vi gøre det mod dem? Hvordan skal de vide, hvad der er virkeligheden og hvad der er AI?

Fra lederen:"Svaret på kulturministerens spørgsmål er et stort rungende ja! Google, Meta og Snapchat har skam i 15 år målrettet indhold mod vores børn og ungdom med hjælp fra kunstig intelligens og algoritmer. Senest med en ny AI-ven til børnene på Snapchat. Dyret, der har fremkaldt den performative åbenbaring, hedder ChatGPT. En massiv bølge af AI-hype fra en techbranche, der elsker at move fast and break things, og som vi i Danmark generelt besynger og tiljubler i vores stædige kamp for at være verdensmestre i digitalisering."

"Move fast and break things"...Ja, og det gør man så fuldstændigt skruppelløst. Og det, vi med vore toppolitikeres velvillige indsats, velsignelse og manglende samvittighed breaker, er vore børns hjerter og hjerner.

Vore børns hjerner og hjerter.....

Forbrydelser mod menneskeheden, det er, hvad det er.

1
12. maj 2023 kl. 09:18
TAK for indlægget. Der skal…

TAK for indlægget. Der skal lægges pres på lovgiverne. Tobak skal skjules i butikker, der er adskillelige aldersgrænser for masser af produkter, men på en skærm må man udsættes for algoritmer ingen kender der kan pushe alskens mærkelige ting - og i hvert fald intet hvor børn lærer noget.