Terma: Vi forventer eksportordrer til ni milliarder kroner

28. september 2007 kl. 13:36
Direktøren for forsvarsvirksomheden Terma føler sig ret sikker på at få eksportordrer i milliardklassen til kampflyet Joint Strike Fighter, selv om en rapport, der afdækker, om Danmark har brug for nye kampfly, først offentliggøres mandag.
Artiklen er ældre end 30 dage

Danmarks suverænt største forsvarsvirksomhed, Terma, er tættere end nogensinde på endeligt at sikre sig aftaler om ordrer for foreløbigt ni milliarder til verdens dyreste forsvarsprojekt, det amerikanske kampfly Joint Strike Fighter, JSF, som er under udvikling. Men trods de gode udsigter lurer en snært af usikkerhed hos adm. direktør Jens Maaløe.

Det er der god grund til. De mange rare milliarder kommer nemlig kun i hus, såfremt de danske politikere vælger det amerikanske fly som afløser for de aldrende F-16 kampfly. Og selv om JSF er storfavorit i luftkampen, der også tæller Eurofighter Typhoon og Svenske JAS 39 Gripen, er der ingen garanti for, at amerikanerne vinder ordren.

"Vores succes afhænger af politikerne. Sådan er det jo også i mange andre brancher, men vi (forsvarsindustrien, red.) er måske mere udsatte, fordi storpolitiske hensyn spiller så stor en rolle," siger Jens Maaløe.

Terma er nødt til at agere under indflydelse af politikere og stat, og derfor arbejdes der ihærdigt på at fremme virksomhedens synspunkter over for forskellige beslutningstagere. Senest har man ansat den tidligere sekretariatschef i Dansk Industris ledelsessekretariat, Jørn Henrik Levy Rasmussen, i en slags lobby- og marketingfunktion som Vice President for Strategic Marketing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afgørende for vækststrategi "Der er mange fordomme om det at påvirke, men det er jo ikke sådan, at vi har slået telt op inde på Christiansborg, hvor vi prøver at presse politikere eller brugerne af flyet. Vi prøver at informere om, hvordan vi ser verden, og hvad det betyder for os, om det bliver JSF, Gripen eller Typhoon, men vi prøver at gøre det så rigtigt som muligt. Ellers kan vi komme galt afsted," siger Jens Maaløe.

På mandag kan Jens Maaløe og resten af Terma følge offentliggørelsen af en rapport bestilt af Folketinget og udarbejdet af Dansk Institut for Militære Studier. Set med Terma-briller kan rapporten få afgørende indflydelse på koncernens vækststrategi, fordi den kommer med et bud på, om Danmark overhovedet har behov for nye fly i fremtiden. Det kan påvirke de politikere, som er i tvivl, og det kan i teorien ende med, at Danmark slet ikke køber nye fly.

"Jeg synes, at det er vigtigt én gang for alle at få slået fast, om der er et behov for kampfly. Set fra industriens synspunkt er nye kampfly en helt unik mulighed for at videreudvikle dansk forsvarsindustri og skaffe ny teknologi til landet, så derfor ville det være drønærgerligt, hvis man gik andre veje. Det ville gøre ondt og genere os ad Pommern til," siger Jens Maaløe.

Der er som sagt store beløb på spil for Terma, når politikerne formentlig næste år beslutter sig. Ifølge firmaets egne opgørelser har Terma indtil videre sikret sig aftaler for 248 mio. dollar (1,3 mia. kr.) med JSF-hovedleverandører som de amerikanske våbenproducenter Lockheed Martin, Northrup Grumman og britiske BAE Systems.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dertil kommer en række MoA, Memorandum of Agreement - en mere bindende slags hensigtserklæringer med JSF-leverandørerne - med et samlet potentiale for Terma på 1,6 mia. dollar eller godt 8,8 mia. kr. Tallene er beregnet ved den forventede produktion på ca. 3.000 fly fra 2013 frem til 2029 og vil medføre en realvækst i omsætningen på mere en 54 pct. i forhold til 2006-tallene.

Terma har desuden indgået et partnerskab med Saab, mens det kun er blevet til drøftelser med Eurofighter.

Kræver specialiseret arbejdskraft

Når talen falder på JSF, svirrer det med abstrakte ord som højteknologi og vidensoverførsel. Det irriterer Terma-chefen, som mener, at konkrete jobmuligheder til dels drukner i floskler i den offentlige debat om kampflyene. Ifølge Maaløe handler købet konkret om at få tilført teknologi, der passer godt til Danmark og som giver job på alle uddannelsesniveauer som f. eks. faglærte, ingeniører, ph.d.er.

Han nævner bl.a. samarbejdet med Northrup Grumman, som Terma skal levere avancerede og dyre kompositmaterialer til. De skal anvendes til JSF-flyets struktur, og der er tale om følsomme og hurtigt forgængelige råmaterialer, som skal forarbejdes hurtigt, korrekt og med mindst muligt spild. Det er en højteknologisk proces, fordi det er ekstremt svært at beregne korrekt, forklarer Jens Maaløe.

"Vi arbejder med tolerancer, der er en faktor ti lavere, end hvad man normalt laver fly med i dag. Det skyldes mange forhold, blandt andet de kræfter, som materialerne udsættes for," siger Maaløe, der forventer at fordoble antallet af medarbejdere i tilfælde af, at ordrerne kommer i hus.

Ifølge Jens Maaløe har JSF-programmet desuden medført en række konkrete spin off-effekter. Terma er inviteret med i nye flyprojekter, der i skrivende stund ikke er offentliggjort, men som kan betyde åbningen af helt nye forretningsområder for århusianerne.

Plan B klar

Endelig vil Terma-ordrerne medføre job hos danske underleverandører, fordi man simpelt hen ikke har kapaciteten til at lave det hele selv. Blandt andet skal produktionen i Grenå fordobles til en forretning med 500 mio. kroner i omsætning - hvis altså det bliver JSF, der render med ordren som afløser for F-16.

"Vi har naturligvis en plan B i skuffen, alt andet ville være dårlig ledelse. Men lad mig sige det sådan, at bliver det ikke JSF, så vil det får store konsekvenser for vores virksomhed."

Fakta: Terma A/S

DKK i mio. kroner, 2006/2007-regnskab

Ordreindgang: 957
Ordrebeholdning: 1,331
Omsætning: 1.005
Resultat af primær drift: 96
Årets resultat: 53
Egenkapital: 366
Overskudsgrad: 9,5
Gns. antal ansatte: 965
Hovedsæde: Lystrup, nord for Århus
Adm. direktør: Jens Maaløe
Ejer: Thrige Holding A/S
Terma har afdelinger i Herlev, Grenå, Holland, Tyskland, USA og Singapore

Ordrer i tilknytning til JSF-programmet

Dele til vinger (Conventional Edges): Aftale med Lockheed Martin Aero
Dele til højderor (Horizontal Stabilizers): Aftale med BAE Systems
Luft-til-jord pyloner: Kontrakt og aftale med Marvin Engineering Company
Pod til maskinkanon: Kontrakt med General Dynamics
Dele til flykroppen (Center Fuselage Parts): Kontrakt med Northrop Grumman
Dele til motorer (Stator Vane): Kontrakt med Rolls Royce
Testudstyr (DART Pod): Kontrakt med Lockheed Martin
Elektronik til radar (Radar Mudules): Kontrakt med Northrop Grumman
Kabelforbindelser (Wiring Harnesses): Kontrakt med Parker Aerospace samt MOOG

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklingsordrer under SDD-fasen (System Development and Demonstration): 26 mio. dollar (ca. 140 mio. kroner)

Aftaler inden for LRIP-fasen (Low Rate Initial Production): 248 mio. dollars, (ca. 1,332 mia. kroner)

Samlet potentiale for Terma pr. november 2006 ved produktion af 3.000 fly frem til 2029: 1,633 mio. dollars (ca. 8,774 mia. kroner)

Desuden løbende forhandlinger med en række virksomheder om yderligere opgaver til JSF herunder Rolls-Royce, BAE Systems samt Pratt & Whitney.

Kilde: Terma

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning