Synspunkt: Panik sælger ubrugelige digitale løsninger – så på med nej-hatten igen.

Der kommer aldrig til at blive selvkørende biler. Der kommer aldrig nogensinde en singularity og ingen kommer nogensinde til at kunne downloade deres bevidsthed til en computer og leve videre digitalt.

Sådanne påstande vil ofte blive mødt med et ”hvor ved du det fra?” Mit svar vil være, at det ved jeg heller ikke, men jeg har været til tilpas mange konferencer, hvor folk har påstået, at de vildeste ting vil ske i fremtiden uden nogensinde på samme måde at blive afkrævet et bevis eller bare den mindste kvalifikation for deres påstand. Det er igennem lang tid lykkedes tech-industrien at placere sig i en uimodsagt boble, hvorfra man kan påstå alt muligt ud i et rum af ukritiske tilhørere.

Det foregår sådan her: Et tech-geni vandrer ned fra bjerget og fortæller nu de måbende masser, hvad der er i vente. Og de æder det råt. Når først auraen af uimodsagt tech-orakel således er etableret, kan man så begynde bearbejdningen, der i virkeligheden er et salg: Tænk på hvad der skete for Kodak og tænk på, hvad der skete for Blockbuster. Et helt rum af nervøse ledere fra alverdens virksomheder kan nu se afgrunden åbne sig foran dem. ”Hvordan går det med digitaliseringen hos jer, kan I klare en disruption af jeres fag?” lyder det ildevarslende spørgsmål og folk ser sig nervøst omkring.

Efter konferencen kan lederne mærke døden puste dem i nakken, og de går straks i gang med at se på, hvad der kan digitaliseres. Hvad kan vi som et minimum hælde ind i et spreadsheat. Er der noget vi stadig har på papir! Og her står tech-industrien naturligvis klar til at levere.

I sådan en proces er der ikke mange point i at sige, at man måske skal tage det lidt roligt og overveje om der overhovedet er et problem, førend man ser en løsning foran sig. For lad os være ærlige. Skønt der er mange ting, der bliver betydeligt bedre af at blive ”transformeret” til noget digitalt, er det bestemt ikke gældende for alle områder. For nyligt satte Movia fysiske og helt igennem analoge tidstabeller tilbage til busstoppestederne, fordi ingen synes det på nogen måde var lettere at stå en regnvåd dag og klikke sig frem med mobilen til, hvornår linje 16 kørte næste gang.

I sin bog ”Danmark Disrupted” viser journalisten Markus Bernsen, hvordan kommuners lagerrum efterhånden bliver fyldt op med støvsamlende tekniske dingenoter, som kommunen har indkøbt i dyre domme, fordi en kommunaldirektør havde fået en plan om at få ”Gladsaxe ind i det digitale århundrede”. Et grundigt studie af, hvad en af verdens mest digitaliserede folkeskoler, den danske, har fået ud af alle de mange iPads og dyrt indkøbte digitale løsninger viser, at der ingen som helst læringsmæssig effekt er at måle på det.

Selv har jeg i mit arbejde med at identificere meningsløst pseudoarbejde i organisationer igen og igen hørt HR-folk mumle uforståeligt, når man spørger dem, hvorfor en MUS-samtale pludselig skal være digital. Efterfølgende har jeg så talt med folk, der har digitaliseret medarbejderudviklingssamtalen for kun at klappe computeren ned efter 5 minutter og fortsætte samtalen uden digital assistance. En MUS-samtale handler om menneskelige relationer, og dem håndterer computere dårligt, og det vil de altid gøre. Tinglysning håndterer computere upåklageligt, fordi det er en helt anden type proces, der afhænger af regler og et dataoverblik som computere er bedre til, end vi er.

Kort fortalt gælder det om at holde fokus på, hvad der egner sig til digitalisering i stedet for at tro på tech-giganternes sludder om, at alt vil blive forandret. For det vil det ikke.

For 30-40 år siden var alle sikre på, at vi i dag ville have flyvende biler, fusionsenergi, baser på månen og folk, der havde små rygsække med jetmotorer på ryggen. Det ville helt sikkert komme. Men det kom aldrig.

Skulle vi ikke lære af fortiden? I stedet for at forhåndsdiskontere en gevinst ud fra et abstrakt ”potentiale” engang ude i fremtiden, så hold jer til, hvad I faktisk ved og de resultater, der er synlige indenfor en afgrænset fremtid. Jeg behøver vel ikke minde nogen om, at hvis SKAT havde fyret tusindvis af medarbejdere EFTER, at deres digitale system var begyndt at levere konkrete resultater, havde vi ikke stået, hvor vi står i dag. Men nogen havde sunget en sang om et ”potentiale” for embedsmændene, og den købte de åbenbart ukritisk.  

Så lad være med at forveksle sci-fi med virkelighed, overvej om der er et problem, førend du finder en digital løsning og husk på, at computere aldrig bliver andet end et værktøj, der hjælper mennesker, der altid og for tid og evighed vil være klogere end maskiner.

Lige meget hvad Google siger.

Dennis Nørmark, antropolog og forfatter til blandt andet bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”