Hej Stig

Kom nu lidt ned af træer! 

Der blev indgået aftaler på gældende regler, så fandt nogle i DK ud at det skulle ændres - hvorfor ? 

Det grundlæggende er: Har man en kontrakt med staten der er gældende, eller har man ikke!

Kære Stig. Har vi et retssamfund, eller din tolkning?

Det er det ikke. Det handler udelukkende om, hvad man må, efter området er udpeget som et §3 område.

Det er da pinligt, at staten har lavet for lukrative aftalerr med landmændene, men det er jo den slags der sker, når regeringen ser det som en målsætning, at forkæle landbruget maksimalt. Så vil myndighederne af og til være så flinke ved landbruget, at eu siger, at det er ulovligt, og at landmændene skal betale pengene tilbage.

Man kan jo nok uddrage en lære om, at vi bør have politikere, som ikke favoriserer et bestemt erhverv.

Det lyder som lovgivning/regulering med tilbagevirkende kraft. Det mente jeg at man for alt i verden vil og bør undgå.

Vi er meget uenige om, hvad den sag handler om.

Set med mine øjne handler det om noget helt andet, nemlig at landmændene har taget noget følsomme områder ud af produktion. Det har den danske stat så været rigeligt rundhåndet omkring, hvilket eu siger er ulovligt.

Konkret handler det om, at de udtagne områder er blevet konverteret til §3 områder, som set fra et landbrugsteknisk synspunkt er meget lidt værd, fordi man hverken må pløje, så, gøde, sprøjte eller i øvrigt ændre områderne. Så jordens handelsværdi er styrtdykket, og så må staten ikke udbetale så meget for det.

Du opfatter kun den ene del af problematikken: Mange andre områder er af kommunerne udtaget til §3 områder, uden at landmændene får så meget som en bøjet enkrone for det. De landmænd det rammer, er jo nok lidt misundelige på, at nogle få "heldige" landmænd faktisk har fået penge for at tage områderne ud af drift med erstatning.

Der er utvivlsomt en række retssager på vej omkring §3 områderne. Helt grundlæggende handler de om, at landbruget ikke mener, at staten, eu og kommunerne har lov at ændre på reglerne om jordens anvendelser, uden at købe jorden. 

Det ser juristerne i stat, kommuner og eu så lidt anderledes på: De siger, at det må myndighederne gerne, men der skal gives rimelige erstatninger til landmænd, som rammes urimelig hårdt af det. Hvad urimelig hårdt konkret betyder, ved vi formentlig først om mange år, når man er færdige med myndighedsbeslutninger, retssager osv. Men landbruget bliver næppe tilfredse med forløbet, fordi erhvervet tilsyneladende har en fuldstændig urealistisk forventning om, at myndighederne ikke må stille krav til produktionen uden at give erstatninger.  

De 11% fremkommer ved beregning af en fast årlig rentesats, som er den samme i alle sager om skyld til det offentlige. Det er den samme rentesats der gælder i skattesager, sager om overførselsindkomst osv.

Hovedparten af de blå områder ligger på de arealer der dyrkes sukkerroer. 

Faktisk er roer en af de bedre afgrøder, når det gælder nitratudvaskninger, så det er ikke nødvendigvis rigtigt. Problemet bliver nok snarere, at få skiftet de andre afgrøder i sædskiftet.

Hvis jeg aflæser kortet korrekt ser det noget sort ud for sukkerproduktionen i Danmark. Hovedparten af de blå områder ligger på de arealer der dyrkes sukkerroer. 

Kædes det sammen med at sukkerfabrikkerne er den 2. største CO2 udleder fra industrien er denne branche virkelig i "modvind"

Hej Stig

Landbruget vil ikke levere, skriver du: Du har vel læst de seneste indlæg i dr.dk mv. hvor landbruget har leveret, men staten ikke - landmænd kræves at tilbagebetale med 11% rente - det der skriftlig er indgået aftale med Staten om. Skaber det tillid til frivillige aftaler med Staten? Så 11% i rente!! Fejlen - hvis det er en fejl - blev begået af Staten, så puttes det ind i EU. Den der begår fejlen har alene ansvaret!

Proff. Jørgen E. Olsen kan gået forstå, hvis landmænd bliver lidt tilbageholdende i deres tillid. Jørgen E. Olsen har i Landbrugsavisen udtalt at n-udvaskning fra økologisk landbrug svarer til udvaskningen fra konventionel landbrug

Nej, det er ikke let hvis man ikke kan tro på indgåede aftaler, så hvem er det, der ikke leverer?

Netop fordi Limfjorden er et "svært" område, har man i øvrigt en del foskning omkring, hvordan problemerne kan løses der, blandt andet via projektet GGP4H2O. Fra Landbrugsavisens omtale af projektet:

"For ikke at skulle afvikle en stor del af landbrugets produktion har man tænkt i alternative løsninger. For hvordan kan man reducere nitratudvaskningen så markant - uden samtidig at reducere produktionen og landmandens indtægter?

Svaret er græs. Et skifte fra sædskifter med korn, majs og raps til flerårige græssædskifter kan reducere nitratudvaskningen og derved beskytte grundvand og overfladevand.

Udfordringen er afsætningen, da der ikke er mælkeproducenter nok til at aftage det. Men løsningen kunne være en intensiv produktion af græs til græsprotein og restproduktet til biogas." https://landbrugsavisen.dk/mark/gr%C3%A6s-til-protein-og-biogas-skal-erstatte-majs-og-korn-ved-limfjorden

Forskerne forsøger sig med en model, med 3-årig kløvergræs, ompløjning og 1-årigt korn (gødet af eftervirkningen) med undersået kløvegræs, så man vedvaende har et kløvergræssystem. Det lyder en kende naivt i mine ører, og jeg forudser problemer med kløvertræthed i sådan et system. Man vil være nødt til også at tænke i andre flerårige afgrøder end kløvergræs, for at kunne opnå et fornuftigt sædskifte. 

Bemærk, at landbruget forudser for meget græsbiomasse. Det er næppe økonomiske optimalt at bruge presseresten til biogas. Der mangler landbruget en model, som sikrer økonomisk optimal udnyttelse af kløvergræsset.

Skal man have lidt ekstra klimaeffekt ud af det, skal man undgå for mange grove fibre til køerne (fordi det giver for meget enterisk metandannelse). Så trin to i sådan en udviklingsraket bør være fraktioneret høst af kløvergræsset, så kun den proteinrige bladdel af kløvergræsset sendes til proteinfabrikken. Det giver mindre kørsel med kløvergræs, og en presserest, som er velegnet til køer (sandsynligvis vil de skulle ende en blanding af bladmasse og presserest fra bladmasse, for at få proteinbehovet til at passe).

Men så mangler landbruget dyr, som kan æde den grove, knap så proteinrige og tildels lignificerede stængelmasse. Her har jeg peget på kaniner, som et dyr der trives med den type foder.

Jeg er helt med på, at landbruget ikke har erfaringer med kaniner. Men i min optik forsøger man at drive de græsproteinfabrikker på en håbløs dyr måde, fordi man ikke starter med fraktioneret høst, så man får lavet proteinfoderet med lavere investerings- og kørselsomkostninger. Men den problematik opdager landbruget vel selv på et tidspunkt?
 

Der skal, som du skriver, reduceres over alt, men ideen er at man ved at reducere mest i de blå områder kan opretholde en intensiv drift på det resterende areal og derved overordnet set give landbruget så gode rammer som muligt, uden at havmiljøet bliver ødelagt

Ellers er der store vandområder der forbigås hvis der udelukkende kvælstof-reduceres på baggrund af retention.

Vores vand skal være i god økologisk tilstand. Det gælder også for Limfjorden. Men det er klart, at man vil gå efter de "blå" områder, som afvander til Limfjorden, først.

Når jeg kigger på retention omkring Limfjorden så er den relativ høj, mens der er udbredt iltsvind i Limfjorden. Så retention skal vel også sammenholdes med den absolutte udledning, samt det lokale vandmiljøs tilstand når der aftales kvælstofreduktion.

Ellers er der store vandområder der forbigås hvis der udelukkende kvælstof-reduceres på baggrund af retention.

/Henrik

Først rammer paragraf 3 udpegningerne som en forhammer. Og nu retentionskortet.

Men det er ikke sandt, at man ikke kan drive landbrug uden at gøde. Men det er klart, at det koster på antallet af dyreenheder pr. hektar, og det er sandt, at man skal dyrke andre (især flerårige) afgrøder, hvis man ikke må gøde.

Det vi ser er, at både eu og de danske politikere er trætte af, at landbruget ikke lever op til de frivillige aftaler, som de indgår, så nu begynder fløjshandskerne at komme af. Det er vi en del, som i årevis har advaret om ville ske, hvis landbruget ikke kom mere seriøst ind i kampen.