Læsersvar: Så kom vi i omdrejninger

4. august 2023 kl. 14:05
Dims
Illustration: Per Rhein Hansen/privatfoto.
Per Rhein Hansen havde fundet denne gamle nøgle, og dén opgave løste I nemt.
Artiklen er ældre end 30 dage

Før sommerferien viste vi jer denne gamle nøgle, fundet i et arkivskab i en gammel herregård på Fyn. Den ville Per Rhein Hansen gerne vide, hvad var.

Og her må man sige, at I var klare i spyttet: Det er en omdrejningstæller! Og den kunne godt være til de vandturbiner på gården, som Per Rhein Hansen fortalte om.

»Ved at aflæse forskellen på skivens placering i forhold til viserne efter et givent tidsrum, kan man beregne omdrejninger/minut. Måske til at sikre ‘kalibrering’ af turbinen,« lyder det fra Frank Jumppanen Andersen.

Karl Hartmeyer tilføjer, at en sådan omdrejningstæller derfor skal kombineres med et stopur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Den tresidede pyramidespids er til at presse mod en pinol-boring i enden af en aksel. Og så driver spindlen igennem snekkegearet viseren en streg pr. omgang. Den lille viser er gearet, så den viser f.eks. 1000 omdrejninger pr. streg. Den lidt større spids er en adapter til større aksler,« skriver han.

Frank Jacobsen uddyber, at man først nulstiller skiven, og så tager man tid i præcis et minut for at måle akslens omdrejningstal.

Patent fra 1876

Vil man dykke mere ned i historien og funktionaliteten, har Egon Laursen har i en mail linket til patentet fra 1876, mens Jim Svenningsen bringer dette link til funktionaliteten for de franskkyndige

Er fransk ikke ens stærke side, gør Erik Jensen og Jørn N. Sundby opmærksom på, at der findes flere sider på nettet om denne tæller, og den kan også stadigvæk købes, hvis man ikke synes, man kan leve uden sådan en.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tælleren lader nemlig til at kunne bruges til lidt af hvert og har også fremkaldt flere gode minder.

Francis Bauer kan fortælle, at han selv ejer sådan en, som han fandt hos en gammel dansk tandlæge i Frankrig. Han regner med, at den her blev brugt til at måle hastigheden af motoren i boret.

Peter Mose sender nedenstående foto af en mere moderne udgave med indbygget ur, som han har arvet af sin farfar, der anvendte den til kontrol af omdrejningstallet på dieselmotorer i Skagensbanens lokomotiver og motorvogne.

Illustration: Peter Mose/privatfoto.

Caspar Frederiksen ligger sågar inde med en hjemmelavet version af tælleren

»Den er fremstillet af min farfar møllebygger P.C. Frederiksen i 1909, der i en periode var chef for Storskovens Savværk i Ørsø ved Dronninglund. Savværket blev via fladrem trukket af et damplokomobil, og han brugte omdrejningstælleren til at kontrollere remslip mellem lokomobilet og savværket og sikkert også andre steder i systemet,« skriver han om nedenstående foto.

Illustration: Caspar Frederiksen/privatfoto.

Sven Aage Nielsen har også en version liggende fra sin farfars auto- og maskinværksted, som blev etableret i 1916:

Illustration: Sven Aage Nielsen/privatfoto.

Vi takker for de mange gode svar og beretninger fra fordums tid.

Illustration: Ingeniøren.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning