KRONIK: Lynetteholm og Østlig Ringvej bliver en trafikal katastrofe

13. oktober 2021 kl. 11:0016
KRONIK: Lynetteholm og Østlig Ringvej bliver en trafikal katastrofe
Illustration: Vejdirektoratet.
Artiklen er ældre end 30 dage

 

Hans Schjær-Jacobsen er civilingeniør, lic.techn., HD. Tidligere rektor ved Ingeniørhøjskolen i København og direktør for Center for Diplomingeniøruddannelse ved DTU Illustration: Privatfoto.

I udgangspunktet kan det være svært at forstå hvorledes nogen kan finde på at placere en by på størrelse med Slagelse på toppen af Lynetteholms 80 mio. ton ren og forurenet overskudsjord og 2,8 kvadratkilometer grundareal i Kongedybet uden samtidig at sørge for fungerende tilkørselsforhold. Set i fingerplanens kontekst svarer det til at placere denne koncentrerede byklump i fingerplanens håndflade i stedet for at udbygge beboelse og erhverv langs med fingrene.

Alt tyder da også på, at Lynetteholm og Østlig Ringvej bliver en forudsigelig trafikal katastrofe. Det står klart i forundersøgelsen af ringvejen, suppleret med nyligt opnået aktindsigt hos Vejdirektoratet i trafikberegningerne og forudsætningerne herfor. Selv under forundersøgelsens antagelse af en beskeden bebyggelse af Lynetteholm, sander forbindelsen Lyngbyvej – Nordhavnsvej – Østlig Ringvej til allerede i 2050 med lange bilkøer til følge. Det bliver kun værre herefter, når Lynetteholm er fuldt udbygget.

Projektet blev lanceret i 2018 som et kinderæg og hurtigt omfavnet ukritisk af politikere i Folketinget og Københavns borgerrepræsentation. Det gældsplagede udviklingsselskab By og Havn, som er ejet af staten og Københavns Kommune, faciliterer gerne processen i håb om økonomisk gevinst til afdrag på eksisterende gæld og finansiering af metroudvidelse og anlæg af Østlig Ringvej.

Politikerne vidste ikke hvad de sagde ja til med principaftalen i 2018. Efter en lemfældig og forhastet høringsproces i ly af coronapandemien blev anlægsloven for opfyldningsprojektet Lynetteholm vedtaget i 2021. Nu nærmer sandhedens time sig, når entreprenørkontrakterne efter sigende skal underskrives og eksekveres umiddelbart efter kommunalvalget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Østlig Ringvej har to formål, nemlig at servicere vejtrafik til og fra Lynetteholm og de andre nye bebyggelser i Københavns Havn og tilvejebringe en ekstra forbindelse til lufthavnen og Amager for bilister med udgangspunkt nord for København, således at trafikken gennem indre by reduceres. Forbindelsen Lyngbyvej – Nordhavnsvej – Østlig Ringvej er en motorvej med lokale afkørsler, der skal opfylde begge formål.
Forundersøgelsens trafikmodellering af en Østlig Ringvej i østlig korridor, uden brugerbetaling og uden trafiksanering i København, forudsiger, at der er 150.000 køretøjer på Lyngbyvej (aktindsigt), 85.000 køretøjer på Nordhavnsvej (side 13) og 70.700 køretøjer på Østlig Ringvej i 2050, opgjort pr. hverdagsdøgn (tabel 3.9).

Lyngbyvejens trafik på 150.000 køretøjer pr. hverdagsdøgn efter færdiggørelse af Østre Ringvej er 90 pct. højere end basis 2015 og 30 pct. højere end basis 2050 (aktindsigt). Med den trængsel, der aktuelt kan konstateres på Lyngbyvej allerede i dag med lange bilkøer i myldretiden, bliver fremkommeligheden i 2050 helt uacceptabelt dårlig.

Læs også: Kronik: Lynetteholm og Holmene skal konkurrere om knap overskudsjord

I forundersøgelsen står der eksplicit, at »trafikken på vejen [Nordhavnsvej] i myldretiderne har nået kapacitetsgrænsen, hvilket vil medføre fremkommelighedsproblemer« (side 13) og »i alt vil 103.000 køretøjer pr. hverdag benytte mindst en af delstrækningerne i østlig korridor« (side 42).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultaterne i forundersøgelsen er beregnet med en forudsætning om 12.200 beboere (bilagstabel 2.1) og 5.500 arbejdspladser (bilagstabel 2.2) på Lynetteholm i 2050. Lynetteholm blev relanceret af By og Havn i en forstørret version med 35.000 beboere og 35.000 arbejdspladser. I forundersøgelsen er der således, hvad angår beboere, kun forudsat 35 pct., og hvad angår arbejdspladser, kun 16 pct. af fuld udbygning.

Hertil kan lægges, at andre udviklingsområder i havnen, såsom Nordhavn og Refshaleøen m.fl. med Østlig Ringvej som vejtrafikbetjening heller ikke i forundersøgelsen antages fuldt udbygget i 2050. De påviste fremkommelighedsproblemer kan alene af disse grunde forventes at blive meget større efter 2050 end påvist af forundersøgelsens egne resultater.

Forundersøgelsen viser, at der vil blive stor trængsel på forbindelsen Lyngbyvej – Nordhavnsvej – Østlig Ringvej i 2050. Til den tid vil der måske blive argumenteret for en udvidelse af vejene til flere spor. Det vil blive meget dyrt og sikkert uigennemførligt i praksis.

Forundersøgelsens samfundsøkonomiske gennemregning af tre forskellige varianter af Østlig Ringvej viser derudover, at alle varianter har en negativ netto nutidsværdi og bidrager negativt til samfundsøkonomien (tabel 5.2). Det skal bemærkes, at udgifterne til en evt. trafiksanering af København ikke er indregnet i anlægsudgifterne for etablering af Østlig Ringvej, selvom de positive effekter fremgår af nogle af forundersøgelsens betragtninger om reducering af trængsel i det Københavnske vejnet.

Det er stort set ukendt i offentligheden, at det storslåede projekt Lynetteholm og Østlig Ringvej bliver en trafikal katastrofe med uacceptabel ringe fremkommelighed på de for projektet livsvigtige vejforbindelser. Den fortsatte politiske opbakning til et så trafikalt tvivlsomt projekt er uforståelig i betragtning af, at dokumentationen herfor allerede forelå inden anlægslovens vedtagelse i kraft af forundersøgelsens forudsætninger og resultater.

Læs også: Kronik: Lynetteholm er et økonomisk højrisikoprojekt

16 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
17
19. oktober 2021 kl. 19:13
Re: -RE : Hans Schjær Jacobsen

Kongevejen/E47/E55 igennem Helsingør har en årsdøgnstrafik på 30.000 på en tosporet vej med adskillige lysreguleringer og tværveje og ind- og udkørsler, og det går så udmærket. Jeg véd det, jeg bor her faktisk.

Med en historik på 16 år i Helsingør er jeg forundret over du kommer til den konklusion. Ofte har jeg oplevet hovedvej 6 mod Helsingør praktisk talt er en lang kø fra Hillerød.

15
19. oktober 2021 kl. 16:01
Re: Hvor må folk bo?

Problemet er at på et tidspunkt så har de lavtlønnet ikke råd til at på i københavn og deres løn er ikke stor nok til at det kan betale sig at have en stor transporttid og udgift.

Det er rent valgflæsk.

Man har i århundreder lejet jord ud med passende klausuler. Så hvis København ville have billige boliger kunne de begynde i morgen.

Men man foretrækker at sælge grundene dyrt, og hælde pengene i kommunekassen. Og så presser man kammeraterne i folketinget, i håb om at de vil løse det selvskabte problem, med tilskud fra resten af landet.

14
19. oktober 2021 kl. 12:31
Hvor må folk bo?

#6 Chris Bagge "En kætterisk tanke kunne jo være ikke at udvide København med 100.000 indbyggere."

Problemet er, at folk gerne vil bo i københavn. De vil gerne bo så tæt på de fordele som københavn giver dem. Det er jo ikke nødvendigvis et problem, da det bare betyder at boligpriserne stiger i københavn, hvis der ikke kommer flere boliger i københavn. Problemet er at på et tidspunkt så har de lavtlønnet ikke råd til at på i københavn og deres løn er ikke stor nok til at det kan betale sig at have en stor transporttid og udgift.

Problem: at det ikke er muligt at få besat stillinger som skolelære, rengøring, politi, brandfolk, kassedamer m.f. Ved at bygge nyt på Lynetteholm og Avedøre Holme så mindsker de presset på andre bolig områder i københavn, og er med til at holde prisen nede på disse områder. Spørgsmålet er, om de nye holme er nok til at holde prisen eller om staten også bliver nød til at satse massivt på offentlig transport for at sikre at der er nok person til at besætte de lavlønnet stillinger i københavn. Burde metroen ikke også når ud til, Ishøj, Avedøre, Høje taastrup, Glostrup, Herlev, Ballerup, Lyngby og Hellerup?

12
15. oktober 2021 kl. 14:52
Re: Jens Frederik Dalsgaard Nielsen

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed - som ejendomsmæglerne altid prædiker. Sådan er det også her. Dertil: Kloden består mest af vand, og vi mennesker behøver land at bygge boliger på, land til at dyrke mad på og land til at have vilde dyr på og nu også land til at bruge til indvinding af O-emissionsenergi. Og dertil: Hvad er "nok en formue" ? - alting koster, og det har enhver tidligere landindvinding også gjort, og vi har endnu ikke set en landindvinding til havs nogle bagefter har fortrudt ! - heller ikke økonomisk.

Mærkeligt med al denne frygt for hvad der kan ske i kraft af det moderne liv og de tekniske muligheder. Tænk om H C Andersens og hans generation havde været lige så rædde for damplokomitivet ! Der er jo ikke plads til ret mange der lever som ham der "TV-bonderøven" derude på landet. Så meget plads er der jo slet ikke til os allesammen.

11
15. oktober 2021 kl. 14:18
@bertel johansen

så du mener der ikke er noget seriøse problemer ?

Bortset fra at flytte en enorm mængde sand og jord til Lynetteholmen. Det koster nok en formue. Jord udenfor byskiltet koster 200kk pr hektar, meget meget billigere end Lynetteholmen

Undrer mig man ikke blot kigger videre på fingeplanen, men det er måske fordi at så skal der ikke bygges i Københavns kommune så hovedstaden bliver større, men ikke Kbhs kommune ???

10
14. oktober 2021 kl. 13:22
-RE : Hans Schjær Jacobsen

Tak for redegørelsen. Men Vejdirektoratets forundersøgelse og gæt på fremtiden er jo ikke grundlag for at spå "trafikal katastrofe." Kongevejen/E47/E55 igennem Helsingør har en årsdøgnstrafik på 30.000 på en tosporet vej med adskillige lysreguleringer og tværveje og ind- og udkørsler, og det går så udmærket. Jeg véd det, jeg bor her faktisk. Så fire-sporede veje uden kryds kan udmærket tage den spåede trafik uden katastrofale konsekvenser.

Dertil: En spådom om mindre bilejerskab i København har vel det for sig, at de batteribiler der snart vil overtage markedet, vil have svært ved at blive ladet op, og de politisk besluttede parkeringsbesværlighed og stadigt øgede pris for parkering, vil i sig selv gør denne spådom til en af de mere sandsynlige.

Så sammenlagt: Et rimeligt fornuftigt forslag til trafikal infrastrukturudbygning i forbindelse med nye bosætningsområder. Og skulle alle forudsigelserne, også politikernes fejle for meget, kan der jo korrigeres når de konkrete problemer kendes. Det er faktisk det vi har politikerne til.

9
14. oktober 2021 kl. 11:34
Svar til Bertel Johansen

Sagen er, at Lynetteholm og Østlig Ringvej er en ulyksalig kombination of byudvikling og infrastruktur, som ganske enkelt ikke spiller sammen. Alle trafiktal og forudsætninger i min kronik stammer fra Vejdirektoratets forundersøgelse fra august 2020. Der kommer 150.000 køretøjer på Lyngbyvej og 85.000 køretøjer på Nordhavnsvej pr. hverdagsdøgn. Det er altså ikke noget jeg har fundet på, det kommer ud af Vejdirektoratets trafikmodellering. Der var også en anden artikel i Ingeniøren i går: "Eksperter om havnetunnel til Amager: Det vil betyde sammenbrud i store dele af døgnet". Her afsløres det f.eks., at der i modelleringen indgår en bizar antagelse om faldende bilejerskab i København. Så måske er ovennævnte trafiktal undervurderet, når det kommer til stykket. Velkommen i bilkøen, trafikal katastrofe eller ej.

8
13. oktober 2021 kl. 22:05
Alarmistens indtogsmarch . . .

I nyere tid er det ingen byudviklingsplan eller trafikaflastningsplan i form af omkørselsveje der ikke er bedømt "katastrofale" af en eller anden højtuddannet. Besynderligt som disse debatører med lange uddannelsestitler er ude af stand til at acceptere, at hverken de selv eller politikerne kender den konkrete virkelighed om blot føje år. Menneskers adfærd er som bekendt ikke et regneark, og heller ikke en forudsigelig størrelse, og slet ikke når det kombineres med en samfundsudvikling vi heller ikke kender. Og endnu mere besynderligt er det, at tilkomsten af mere adgangsvej pr. borger skulle kunne resultere i en "trafikal katastrofe." Der bliver jo alt andet lige bedre fremkommelighed ! Vi må inderligt håbe, at politikerne ganske overser disse alarmisters spådomme, og holder sig til egne tommelfingerregler: At tilkomsten af boliger og erhverv skal modsvares af tilkomsten af passende vejinfrastruktur. Som planen her er udtryk for.

7
13. oktober 2021 kl. 20:29
Re: Kætterisk tanke

En kætterisk tanke kunne jo være ikke at udvide København med 100.000 indbyggere.

Hørt!

For det første er erfaringerne fra COVID-19 krisen at vi i Danmark er rigtigt gode til at håndtere fjernarbejde. De fleste af de nye indbyggere vil være "vidensarbejdere", en arbejdsform der passser godt med fjernarbejde.

Og hvis vidensarbejde og andet (inklusive dem der udfører det) ikke klumper sig sammen i København, så vil det jo også medføre at de nok så misbrugte pædagoger, poltibetjente og sygeplejesker heller ikke behøve at gøre det.

Med de nye forbindelser vil det være lige så hurtigt at komme ind fra Ringsted som det er at komme ind fra f.eks. Hørsholm eller Helsinge

Det er så væsentligt nemmere og hurtigere (og med mange flere afgange, døgnet rundt) at komme fra Ringsted end Helsinge.

Det er heller ikke nødvendigt at "Arbejdspladsen" skal ligge i København. De kunne jo lige så godt være udvidelser omkring nogle af vores andre store byer, gerne i hovedlandet.

Igen : hørt!

Det kan da godt være at det får overborgmesteren til at få morgenkaffen galt i halsen

Det vil vel heller ikke være det værste der kunne ske.

6
13. oktober 2021 kl. 20:06
Kætterisk tanke

En kætterisk tanke kunne jo være ikke at udvide København med 100.000 indbyggere. For det første er erfaringerne fra COVID-19 krisen at vi i Danmark er rigtigt gode til at håndtere fjernarbejde. De fleste af de nye indbyggere vil være "vidensarbejdere", en arbejdsform der passser godt med fjernarbejde. Med de nye forbindelser vil det være lige så hurtigt at komme ind fra Ringsted som det er at komme ind fra f.eks. Hørsholm eller Helsinge når man har brug for at mødes fysisk. Det er heller ikke nødvendigt at "Arbejdspladsen" skal ligge i København. De kunne jo lige så godt være udvidelser omkring nogle af vores andre store byer, gerne i hovedlandet. Det kan da godt være at det får overborgmesteren til at få morgenkaffen galt i halsen, men større er ikke altid bedre.

5
13. oktober 2021 kl. 14:33
Rentabilitet

"Forundersøgelsen viser, at der vil blive stor trængsel på forbindelsen Lyngbyvej – Nordhavnsvej – Østlig Ringvej i 2050. Til den tid vil der måske blive argumenteret for en udvidelse af vejene til flere spor. Det vil blive meget dyrt og sikkert uigennemførligt i praksis."

Hvis et projekt skal være rentabelt, skal det kunne betale sig selv hjem på 30-35 år i Danmark. Det er for eksempel kravet til Femerntunnelen, trods den bygges til at holde i 120 år.

Derfor ender vi i Danmark altid op med minimale nye veje som lige nøjagtigt koster mindst muligt og kan holde til presset i 30 år. Derefter må vi bygge nyt eller udvide. Hvis det vi bygger er en større succes end ventet, som M1 og M2 i København (strækningen under havnesnittet), ender vi allerede 15-20 år efter de er bygget med kapacitetsproblemer.

Succes er altså et problem i Danmark :-)

4
13. oktober 2021 kl. 14:28
Udvidelse

Der er to måder at se det på.

1 København vokser med 100.000 indbyggere. De nye boliger skabes ved at udnytte eksisterende loftrum, bebygge ledige byggegrund og gamle industri- og jernbanearealer. For eksempel ved Bispebjerg, Nordhavn, Sydhavnen, Carlsbergbyen, Jernbanebyen og så videre. Vejnettet kan dog ikke udvides i da eksisterende områder. Kapaciteten forbliver dermed den samme, men der kommer langt mere trafik. Resultatet er langt mere trængsel.

2 København vokser med 100.000 indbyggere. De nye boliger skabes primært i Lynetteholmen, Holmene og Nordhavn hvor der samtidigt bygges nye veje som samlet øger kapaciteten. Det er dog ikke nok, og der opstår mere trængsel.

Spørgsmålet er ikke om der kommer mere trængsel. Det gør der. Spørgsmålet er om det trods alt er godt også at bygge flere veje og metro til de nye boliger.

Alternativet til Østlig Ringvej er unægteligt at endnu flere biler som tilhører en voksende befolkning skal køre igennem Københavns centrum uden alternativ.

3
13. oktober 2021 kl. 13:41
Re: ja, at underdimensionere fra start er tåbeligt...

3x3 - så 9 spor i stedet for 4 :-)

2
13. oktober 2021 kl. 12:47
Desværre

preller alle saglige argumenter af på Lynetteholm-projektet ☹ - trafikken er jo bare et enkelt af mange forudsigelige problemer.

Det er blevet til et politisk prestigeprojekt og skal dermed gennemføres - uanset hvad - - -

1
13. oktober 2021 kl. 12:34
ja, at underdimensionere fra start er tåbeligt...

men desværre en politisk specialitet. Fint at påpege at kapaciteten allerede kan ses at være for lille med 2x2 vej. Omkring Kbh giver det INGEN mening ikke at bygge 3x3 med nødspor. Præcis med en havnetunnel er det jo ikke muligt senere 'bare' at udvide.

Gør det ordentligt fra starten!