Kommuner bruger kun håndører på energi-investeringer

15. juni 2009 kl. 11:141
Landets kommuner er milevidt fra at investere de nødvendige 800 millioner kroner årligt på at isolere deres bygninger og spare på energien.
Artiklen er ældre end 30 dage

Bla, bla, bla ...

Med de ord fælder de danske installatørers organisation, Tekniq, i medlemsbladet Dansk VVS en hård dom over kommunernes indsats for at spare på energien.

Organisationen har foretaget en rundspørge til 18 kommuner med tilsammen over to millioner indbyggere. Den viser, at det generelt står mere end sløvt til med at leve op til de store ord om at gøre noget for klimaet.

Tekniq har spurgt kommunerne om, hvor mange penge de planlægger at bruge på energirenoveringer og at spare på energien næste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 18 kommuner vil nemlig tilsammen kun investere godt 85 millioner kroner i at gennemføre energibesparelser næste år. Det står i skærende kontrast til de 800 millioner kroner, som Kommunernes Landsforening har vurderet vil være nødvendige årlige investeringer i energibesparelser.

Vurderingen bygger på en undersøgelse fra Cowi, som skønner at der skal anvendes fire mia. kroner over de næste fem år, hvis kommunernes bygninger skal kunne opfylde den nationale målsætning om at reducere CO2-udledningen med 20 procent i 2020.

De 800 millioner kroner årligt svarer til 140 kroner pr. indbygger.

Ifølge undersøgelsen er der stor forskel på, hvor meget hver kommune rent faktisk vil bruge. Flest penge pr. indbygger - 210 kroner - har Lolland Kommune afsat til energiforbedringer, mens Odense Kommune kun har bevilget hvad der svarer til 16 kr. pr. indbygger og Aalborg har afsat 30 kr. Århus og Holbæk har ikke afsat en øre til energieffektiviseringer, mens Nyborg og Kalundborg endnu ikke har afklaret spørgsmålet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Resultatet er mildest talt bekymrende. Kommunerne har stort set ikke afsat nogen penge af til energieffektiviseringer næste år,« siger administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen.

Han opfordrer kommuner og finansministeren, som netop nu diskuterer den fremtidige kommunale økonomi, til i langt højere grad at sætte fokus på det kæmpe besparelsespotentiale, som ligger ude i de danske kommuner.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Tekniq

1 kommentar.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
1
15. juni 2009 kl. 15:30
Rettidig omhu

Der er temmelig stor forskel på hvor meget krudt kommunerne hver især har brugt på energirenoveringer hidtil. Således har fx Middelfart slået sig op på "energirenoveringer, der betaler sig selv via besparelserne på energi". Det kan lade sig gøre fordi Middelfart indtil nu ikke har brugt penge på energirenovering, mens Odense fx har energirenoveret bygningsmassen løbende og allerede er meget tæt på at kunne energicertificere de fleste bygninger. Der er derfor ikke et nær så stort behov for at bruge flere penge på den konto...