Hvidløg i foderet kan gøre en ende på det anselige udslip af drivhusgassen methan fra køer og får. Det er beskeden fra det britiske biotekselskab Neem Biotech.
Her har forskerne fundet ud af, at antibakteriestoffet allicin fra hvidløg sænker udviklingen af methan-producerende bakteriekolonier i drøvtyggernes første mave væsentligt og dermed udslippet af methan.
Det er godt nyt for klimaet, for bøvser og prutter af methan fra verdens husdyr som køer og får vurderes til at være skyld i omkring 20 procent af det globale udslip af drivhusgasser.
Ifølge selskabets laboratoriesimuleringer af kvægs fordøjelsessystem kan Mootral sænke methanudslippet fra drøvtyggere med 94 procent. Selskabets forskningspartner, Aberystwyth University, har foretaget test ude i felten med lavere, men stadig høje resultater.
Andre gevinster ser ud til at være, at dyrene styrkes mod tuberkulose, vokser en smule mere og har brug for mindre antibiotika, når de fodres med hvidløgsstoffet.
Herudover påpeger selskabet, at methanudslippet er lig med tabt energi for koen, som kan omsættes til produktion af 1,5 liter ekstra mælk hver dag, hvis bare udslippet sænkes med 20 procent.
Forskerne er ved at undersøge, hvad hvidløgsstoffet betyder for mælkens smag. De forventer at kunne svare i løbet af fire uger.
Enormt marked
Neem Biotech har opkaldt produktet Mootral efter "muh" og "neutral" og regner med at kunne tilbyde det gratis, når alle prøver er overstået. Til gengæld regner man med at kunne tjene på handel med CO2-kvoter. Målet er dog ikke en stor profit, men derimod bæredygtig udvikling, understreger selskabet.
Direktør for Neem Biotech, professor Jeremy Stone, ser et stort potentiale.
»Der er et enormt marked for dette, for der er milliarder af kvæg i verden,« siger han.
Mootral produceres via en patenteret ekstraktionsproces, og det er tanken, at det skal produceres lokalt og på den måde nå ud til alle dele af verden, herunder udviklingslandene, hvor køerne ifølge selskabet producerer mere methan på grund af deres foder.
Neem Biotech opdagede mulighederne i hvidløgsstoffet efter at have screenet flere end 3.000 planteekstrakter, hvoraf ti var lovende og et viste sig at være et "hemmeligt våben".