DEBAT: Hæld e-fuel på toget og put batteri i indenrigsflyet

12. januar 2022 kl. 12:0210
DEBAT: Hæld e-fuel på toget og put batteri i indenrigsflyet
Illustration: Lokaltog.
Synspunkt: Regeringens forslag om produktion af e-fuel til indenrigsfly har skabt livlig debat. Alle er enige om at få lavet e-fuel. Men få kan se fornuften i at hælde det på fly herhjemme.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Selv om jernbanen er det åbenlyst mest attraktive, når det gælder energieffektivitet, så er det ikke særligt sexet. Det er ikke noget, man politisk ønsker at tale om.«

Sådan kommenterer Svend Poulsen, teknikumingeniør, projektchef og formand for IDA Rail regeringens forslag om at omstille de danske indenrigsfly til e-fuel, sådan som det blev præsenteret i statsministerens nytårstale. I podcasten Transformator undrer han sig over, at klimaindsatsen indenfor transport retter sig mod produktion af grønne brændstoffer til fly, når der er mere CO2 reduktion at hente ved togtransport:

Læs også: PODCAST: Hvorfor i alverden skal vi flyve grønt i Danmark?

»Investeringen i jernbanen tager jo lang tid. Så derfor er den ikke umiddelbart attraktiv i forhold til at skabe nogen hurtige politiske resultater, når det handler om en grøn omstilling,« siger Svend Poulsen og peger på den langsommelige elektrificering af jernbanen.

Jernbane - det er ikke noget vi taler om

»Vi har i årevis talt om en kriseramt jernbane. Derfor er det blevet svært at få det politiske miljø til at tro på, at det er tilstrækkeligt visionært. Og så ser det bedre ud i udstillingsvinduet med indenrigsfly på vej til grønt brændstof end bare at kunne fortælle, at nu kører vi Svendborgbanen på grønne brændstoffer.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Grønne indenrigsfly eller grønne tog?

»Men i forhold til den samlede transport i Danmark, er flytransport jo en forsvindende del i forhold til det, der sker med passagerer og gods på jernbanen. Altså - det er jo ingenting,« siger Svend Poulsen i Transformator og peger på et alternativt forslag:

»Man burde i stedet fylde det her grønne brændstof på de strækninger, der ikke har kørestrøm. Omstillingen af almindelige forbrændingsmotorer er jo kendt teknik. Og så har vi jo en umiddelbar gevinst ved at gøre dielseltogene grønne.«

Læs også: Mette Frederiksens grønne indenrigsfly er hverken tilladte eller praktisk mulige

Tag hellere et el-fly

I Norge har man besluttet, at alle ruter med en flyvetid på under halvanden time skal opereres af 100 procent elektriske fly senest i 2040. Det kan sagtens være en god løsning for Danmark, mener Ingeniørens transportjournalist Bjørn Godske i denne uges Transformator:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvis vi ser på Danmark, vil alle indenrigsruter sandsynligvis kunne betjenes af el-fly indenfor 10 år. Det kunne fint starte med fem passagerer og med tiden komme op på 50. De vil kunne flyve 250 kilometer inklusive den reserve, der altid skal være med på et fly. Det er imidlertid usandsynligt, at vi kommer til at flyve langdistance på grund af vægten på batterierne og energiindholdet. Det bliver netop på de korte ruter.«

Med en elektrificeret flyvning indenfor landets grænser med mindre fly vil der med flyenes lavere støjniveau være mulighed for at anlægge flere mindre lufthavne, der kan komme det lokale erhvervsliv til gode:

»Man kan sagtens forestille sig en masse små ruter med lav belægning - men hvor man flyver flere gange om dagen. I dag kan man flyve fra Roskilde til Læsø. Her er det jo oplagt at anvende el-fly. Hvis vi ser længere frem, kunne det være oplagt med en rute fra København til Sønderborg,« foreslår Bjørn Godske.

Hør hele interviewet og en gennemgang af de tekniske og logistiske udfordringer, der gør grøn indenrigsflyvning til en vanskelig klimaløsning, i denne uges udgave af Transformator.

Remote video URL
10 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
9
12. januar 2022 kl. 15:48
Dieseltogsæt kan retrofittes

Dieseltogsæt kan retrofittes med batteritraktion. Der ligger allerede en løsning klar til eksterende regionaltogsæt på de danske skinner. Den skal bare lige godkendes ...

8
12. januar 2022 kl. 15:43
Re: Imens, et sted i Danmark

Når brint er for dyrt i personbiler og taber til elbiler prismæssigt pga. prisen på brint, kan jeg ikke se at regnestykket kan se anderledes ud for tog, hvor der ikke engang er problemer med vægt.

Det er givetvis rigtigt, at det er lettere at ombygge tog til at køre på E-fuel end at gøre det tilsvarende for fly - men det gør det ikke til den bedste, billigste og mest bæredygtige løsning for togdriften.

Det er muligt, at E-fuel er bedst for godstog, men passagertog der skal have store åbne vogne, hvor gulvet kan udgøres af batterier, vil være billigst i drift med batterier.

7
12. januar 2022 kl. 15:32
Imens, et sted i Danmark

Lokaltog har lige åbnet et udbud på 14 batteridrevne togsæt til erstatning for IC2 til levering ultimo 2025:

https://www.lokaltog.dk/erhverv/udbud/

4
12. januar 2022 kl. 14:57
El-tog!

I det omfang jernbanen stadigvæk er del af den fremtidige trafikløsning så bør alle vigtige baner elektrificeres. På resten er trafikken så lav at man i princippet kunne indsætte damplokomotiver der fyrer med 100 kr. sedler ...

Pointen er at hvis der er meget trafik så skal man gå efter "den rigtige" løsning. Og hvis der ikke er så er diskussionen ret ligegyldig.

3
12. januar 2022 kl. 14:10
Er det en anvendelse der e

Er det en anvendelse der e-fuel ikke bør anvendes, så er det tog. For tog kan en bruke kjøreledninger, batterier og hydrogen. Ikke e-fuel som er veldig dyrt og gir like store CO2-utslipp som diesel! For langdistansefly har e-fuel mer for seg da drivstoffet erstatter direkte jefuel (krever så godt som ingen endringer i fly eller logistikk). Bedre løsninger for fly er elfly for korte strerkninger, hybridfly (batteri + hydrogen) og hydrogen og turbofan for mellom og langdistanse.

E-fuel kan for fly være en overgangsløsning da det vil ta flere tiår og konvertere alle mellom og langdistansefly til hydrogen.

2
12. januar 2022 kl. 13:52
Re: Batteritog kræver ikke meget infrastruktur

Banedanmark har for Transportministeret set hvad der skal for at få batteridrift på de strækninger, som ikke får køreledninger. Med de konservative forudsætter, så behøver kun få steder, hvor det er nødvendig med et 14 km lang opladningsstykke, som man kan få ladt på 7 minutter. Resten kan klares på stationer, hvor toget allerede holder for at vende.. Men i rapporten rækkevide er sat til 80 km, men det er nok reelt længere.. https://www.trm.dk/publikationer/2021/omstilling-af-jernbaneinfrastruktur-til-batteridrift/

1
12. januar 2022 kl. 13:27
Batteritog kræver ikke meget infrastruktur

Det er rigtigt, at opsætning af kørekabler til fuldelektriske tog tager tid og koster mange penge, men man kan nemt sætte batteritog til at køre på eksisterende spor (uden kæreledninger). Der skal laves lidt infrastruktur til at oplade eller udskifte batterier. En mulig model er at lade batterierne op, mens togene holder på stationerne. Det kræver lidt infrastruktur og kan måske forlænge holdetiden lidt, hvis der er langt mellem stationerne, men det er klart billigere end fuld elektrificering. Hvis der endvidere laves køreledninger i ca. 100m på hver side af stationen, kan toget bruge strøm fra disse til accelleration (som er den mest strømkrævende del af turen).

Batterier er endnu for tunge til flyrejser, så før det bliver realistisk skal vægten bringes ned.