Århusiansk genchip afslører, hvor aggressiv kræften er

12. oktober 2007 kl. 11:54
En ny gentest fra Skejby Universitetshospital kan tidligt i sygdomsforløbet afsløre, hvordan blærekræft vil udvikle sig hos udvikle sig på hver enkelt patient. Dermed ved lægerne, om blæren skal fjernes, eller om det tilstrækkeligt med ekstra kontrol.
Artiklen er ældre end 30 dage

Blærekræft er en sygdom, der kan udvikle sig mere eller mindre aggressivt. Nogle gange er det tilstrækkeligt at fjerne svulsten, andre gange er det nødvendigt at fjerne hele blæren.

Præcist hvordan blærekræft udvikler sig er vanskeligt at forudsige, men ikke ret meget længere.

Forskere fra Århus Universitetshospital Skejby har udviklet en gentest, der tidligt i sygdomsforløbet kan afsløre, hvordan den enkelte blærekræftpatients sygdom vil udvikle sig.

Gentesten har vist sig effektiv i et internationalt studie, og Skejby-forskerne har netop modtaget 25 millioner kroner i støtte fra EU-Kommissionen til en ny og større undersøgelse, der involverer 2.000 patienter fra fire europæiske lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leder af projektet er Torben Ørntoft fra Molekylærdiagnostisk Laboratorium, og projektet bliver gennemført i samarbejde med spanske, hollandske og svenske kræftforskere.

I 2002 skabte Torben Ørntoft og hans kolleger et internationalt gennembrud i kræftforskningen, da de præsenterede den første gentest til klasseinddeling af kræftsvulster.

Med en såkaldt genchip testede forskerne 400 blærekræftpatienters genetiske aktivitet, og denne genaktivitet blev brugt til at definere, hvor aggressiv sygdommen var.

De forskellige genetiske kendetegn afslørede forskellige typer blærekræftsvulster og kunne således bruges til at finde frem til de patienter, der havde en høj risiko for at opleve en aggressiv udvikling af deres kræftsygdom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gentesten er nu nået gennem alle testfaserne og er nu klar til brug i laboratorierne.

Nyt studie på vej

Den nye EU-støtte skal nu bruges til at undersøge 2.000 patienters sygdomsforløb og sammenholde det med genaktiviteten i svulster, blod og urin. Formålet er at finde de sikreste genetiske kendetegn for forskellige typer blærekræftsvulster og at udvikle et computerprogram, der kan forudse sygdomsforløbet for hver enkelt patient.

Computerprogrammet kan så bruges af læger, der skal beslutte, om der skal opereres, om man kan nøjes med at fjerne svulsten, eller om man skal fjerne hele blæren med det samme for at undgå tilbagefald.

I nogle tilfælde vil computerprogrammet kunne fortælle, at patienten har en lavrisiko-svulst, og så vil programmet tilrettelægge et individuelt kontrolprogram, hvor man kan nøjes med urinprøver i stedet for gentagne kikkertundersøgelser.

Hvert år rammes ca. 1.500 danskere af blærekræft. Tre fjerdedele af dem er mænd, og det er den femte hyppigste kræftform blandt mænd.

Dokumentation

Pressemeddelelse fra Skejby Universitetshospital

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning