7 skarpe til direktøren for nyt cybersikkerhedshub

Plus22. januar 2020 kl. 12:53
Henrik Fougt, leder af Danish Hub for Cybersecurity
Illustration: Danish Hub for Cybersecurity.
SMV’erne ligger højt på dagsordenen for Henrik Fougt, der er direktør for det nye Danish Hub for Cybersecurity. Tech Management har spurgt ham, hvordan hubben kan hjælpe virksomhederne med at overkomme den stadigt voksende cybertrussel.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Virksomhederne står med to valg, mener Henrik Fougt.

»Enten kan man beskytte sig, eller også bliver man ramt. Og inden for få år vil alle, du samarbejder med – banker, kunder og forsikringsselskaber – forvente og forlange, at du har styr på sikkerheden,« siger direktøren for det nye Danish Hub for Cybersecurity.

Det er blandt andet hjælp til virksomhederne med at få overblik over it-sikkerhedstruslen, som det nye hub er sat i verden for. Her svarer Henrik Fougt på syv skarpe om det nye hub, som er et nyt initiativ blandt mange, der vil skærpe bevidstheden om cybertruslen.

1. Hvad er de tre vigtigste opgaver for det nye hub? 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»På den korte bane er der fire vigtige opgaver:

For det første skal vi have etableret et økosystem, som gør, at vi kan få alle interessenterne inden for cyber til at snakke sammen: forskning, industri og den offentlige sektor. Det vil vi gøre ved at holde arrangementer og samle folk på tværs, ligesom vi selv skal være synlige. Vi er ved at kortlægge alle aktiviteter blandt vores 15 partnere og Industriens Fond. Flere af dem er forskningsinstitutioner, hvor der desværre kan være en tendens til, at man konkurrerer mere end samarbejder. Men nu har de i samarbejdet med hubben givet tilsagn om, at de gerne vil samarbejde. I den forbindelse håber vi blandt andet at kunne skabe en ph.d.-skole.

Den næste opgave er at hjælpe SMV’erne, som udgør langt størstedelen af vores erhvervsliv, og som er piv-sårbare over for cyberkriminalitet. Vores opgave er at få fat i virksomhederne og få italesat, hvor vigtig sikkerhed er. Vores forretningsudvikler er i gang med et projekt, der skal undersøge, hvordan vi ændrer kulturen om cybersikkerhed i små virksomheder.

Den tredje opgave er at skabe klarhed over, hvilke cybersikkerhedsuddannelser der er i landet, hvordan de kan samarbejde og supplere hinanden. Vi vil som hub skubbe på, så der bliver uddannet flere. Vi mener, at det skal ske oppefra først, så man hurtigt uddanner i forskningslaget. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den sidste opgave er en mærkningsordning og standarder, hvor vi skal sikre, at det bliver nemt for virksomhederne at arbejde efter sikkerhedsstandarder.«

2. Hvad er det største problem for danske SMV’ere i dag ift. cyberkriminalitet? 

»Det er en mental barriere. Mange er ikke klar over, hvor vigtigt det er, og hvilken risiko man løber ved ikke at sikre sig. Eksistensgrundlaget kan forsvinde. Enten hvis du bliver angrebet, eller du ikke kan honorere dine kunders og leverandørers krav om at leve op til sikkerhedsstandarder. Vi vil være med til også at fjerne misforståelsen om, at det er superhamrende dyrt at blive beskyttet. Du kan komme langt for 100.000 kroner.«

Alle SMV’ere bliver ramt af cyberkriminalitet: Hvad er din plan?

3. Hvad vil I konkret kunne tilbyde SMV’erne? 

»Vi deler SMV’erne i to grupper. Den første er dem, der arbejder med cyber selv, og som skal udvikle løsninger. De kommer typisk fra videnssektoren og er gode til at arbejde med data og programmere, og vi vil gerne understøtte, at de kan skabe forretning med entreprenørprogrammer, coaching og ved at hjælpe med at skaffe kapital.

Den anden gruppe er SMV’erne, hvor forretningen ikke er bundet op på cyber. Dem vil vi tilbyde hjælp til, hvordan man arbejder med standarder, hvordan man bliver beskyttet, og hvordan man indgår samarbejde med andre om it-sikkerhed.

Vi har allerede i dag en pulje på 3 mio. kroner, som virksomheder kan søge til projekter, der tester samarbejdet mellem forskning og virksomheder.« 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere om puljen her 

4. Hvad bliver udfordringen for Danish Hub for Cybersecurity? 

»At få tiltrukket de rette og tilstrækkeligt store midler. EU har afsat 2 mia. euro til en cyberindsats, som bliver fordelt i år, og det skal også i år besluttes, hvordan midlerne skal fordeles til et dansk kompetencecenter. Vi vil ikke slås med Center for Cybersikkerhed under FE, som vi har et super samarbejde med, men vi forestiller os, at hubben også kunne være et nationalt kompetencecenter. Mange virksomheder vil formentlig ønske et civilt center frem for et, der hører under Forsvaret.«

5. Hvor langt kommer man for 21 mio. kroner, som er startmidlerne til hubben, når det gælder cybersikkerhed? 

»Man kommer til foråret 2023 – det er den ramme, der også er udstukket af Industriens Fond. Vi er fem mand ansat til at drive hubben og skabe netværk og koordinere indsatser. Vores forventning er, at vi også kommer til at drive andre projekter og ad den vej tiltrække andre midler.«

Nyt partnerskab vil sikre små og mellemstore virksomheder mod cybertruslen

6. Det står i hubbens formål, at I skal blive et selvfinansieret økosystem i 2023. Hvordan skal det lykkes? 

»Der er tre måder, som vi ser, at hubben kan vokse på. 

Enten kan vi blive et EU- eller statsligt kompetencecenter, eller vi kan blive en medlemsdrevet institution, som for eksempel laver efteruddannelse, træningsforløb og kontorfællesskaber for virksomheder, der gerne vil ind i udlandet og arbejde med cybersikkerhed. En tredje model er, at hubben udvikler sig til en fond. 

Det er alt sammen ideer på tegnebrættet, men ikke en fast strategi godkendt af bestyrelsen.

Den store drøm er at blive et cybervidenscenter, hvor en masse interesser mødes. For eksempel at have et testcenter, hvor virksomheder kan få afprøvet deres IoT-devices i et sikkerhedsperspektiv, oprette et hackerlab, have undervisningsfaciliteter. 

Vi ser centret som en snebold, der ruller og vokser. Bare tilbage i august 2019 var der ikke ret mange, der talte om cyberkriminalitet, så kom cybermåneden i oktober, og nu har vi en minister, der kalder sig for cyberminister. Opmærksomheden på området er rigtig stor.«

Topledelserne øger fokus på cybersikkerhed

Artiklen fortsætter efter annoncen

7. Hvad står der i din kalender for den næste måned?

»Jeg er ansvarlig for at udbrede kendskabet til standarder for it-sikkerhed og undersøge, hvordan vi kan gøre dem tilgængelige. Det betyder, at jeg skal ud at tale med en lang række virksomheder, markedsføre os via blandt andet LinkedIn, og så skal jeg arbejde på en handlingsplan for, hvilke udadvendte arrangementer vi og vores partnere skal have i kalenderen. Derudover skal vi tale med nogle sociologer og andre, der har input til, hvordan vi knækker nødden til adgangen til SMV’ernes mindset om cybersikkerhed.«

Danish Hub for Cybersecurity
  • Støttet af Industriens Fond med 21 mio. kroner
  • Fem ansatte
  • Samarbejde mellem 15 partnere fordelt på otte universiteter, to erhvervsakademier, tre GTS-institutter og to industrielle netværk
  • Har som mål at fungere som finansielt bæredygtigt økosystem i 2023 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning